Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge § 4
§ 4. Vedkommende kommune kan henvise børn og unge, der har behov for støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov og har behov for specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskoleloven, til et behandlings- og specialundervisningstilbud, hvis det pågældende behandlings- og specialundervisningstilbud vurderes at kunne imødekomme barnets eller den unges behov.
Stk. 2. Det er en betingelse for henvisning efter stk. 1, at kommunen har truffet afgørelse om både
-
barnets eller den unges behov for dagbehandling efter § 32, stk. 1, nr. 5 eller 8, i barnets lov og
-
henvisning til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand efter folkeskolelovens § 3, stk. 2, på baggrund af pædagogisk-psykologisk rådgivning efter folkeskolelovens § 12, stk. 2.
Stk. 3. Fylder en ung, der er henvist efter stk. 1, 18 år i løbet af skoleåret, kan den unge fortsætte i behandlings- og specialundervisningstilbuddet resten af skoleåret, såfremt der er enighed herom mellem vedkommende kommuner og behandlings- og specialundervisningstilbuddet.
Kilde: Retsinformation.dk