§ Lov om behandlings- og specialundervisningstilbud til børn og unge · kapitel 12 af 18
Kapitel 3 – Oprettelse og godkendelse af behandlings- og specialundervisningstilbud
LOV nr 1532 af 12/12/2023
§ 7. Behandlings- og specialundervisningstilbud kan oprettes af regionsrådet, kommunalbestyrelsen eller private leverandører. Private behandlings- og specialundervisningstilbud skal være oprettet som selvejende institution, forening, aktieselskab, anpartsselskab, partnerselskab eller virksomhed med begrænset ansvar omfattet af lov om visse erhvervsdrivende virksomheder.
§ 8. Beliggenhedskommunen godkender efter ansøgning behandlings- og specialundervisningstilbuddet, jf. §§ 9 og 10.
§ 9. Godkendelse sker ved indgåelse af en kvalitetsaftale med det pågældende behandlings- og specialundervisningstilbud, der skal indeholde oplysning om de elementer, som fremgår af stk. 2, § 10 og § 11, stk. 2, nr. 2 og 3, og regler udstedt i medfør af stk. 3.
Stk. 2. Kvalitetsaftalen skal som minimum indeholde følgende oplysninger om behandlings- og specialundervisningstilbuddet:
-
Navn, cvr-nummer og eventuelt institutionsnummer.
-
Adresse og fysiske rammer.
-
Antal pladser.
-
Ejerforhold, og om behandlings- og specialundervisningstilbuddet er en afdeling af et tilbud eller behandlings- og specialundervisningstilbuddet indgår i en koncern eller en koncernlignende konstruktion.
-
Målgruppe.
-
Ydelser.
Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om kvalitetsaftalen, herunder krav til indgivelse af ansøgning og om kvalitetsaftalens form og indhold.
§ 10. Det er en betingelse for beliggenhedskommunens indgåelse af en kvalitetsaftale, at behandlings- og specialundervisningstilbuddet efter en samlet vurdering har den fornødne kvalitet, jf. stk. 2.
Stk. 2. Kvaliteten af et behandlings- og specialundervisningstilbud vurderes inden for følgende temaer:
-
Undervisningens organisering, tilrettelæggelse og indhold m.v., jf. folkeskolelovens § 22 b.
-
Organisation og ledelse.
-
Elevernes selvstændighed og relationer.
-
Målgrupper, metoder og resultater.
-
Kompetencer hos medarbejdere, der varetager støttende indsatser i form af pædagogisk støtte og behandling efter barnets lov.
-
Økonomiske forhold, jf. § 11.
-
Fysiske rammer.
-
Behandlings- og specialundervisningstilbuddets samarbejde med de relevante kommunale myndigheder.
§ 11. Beliggenhedskommunen påser, at behandlings- og specialundervisningstilbud har den fornødne økonomiske kvalitet. I vurderingen af, om et behandlings- og specialundervisningstilbud har den fornødne økonomiske kvalitet, indgår,
-
at der ifølge årsbudgettet er et rimeligt forhold mellem den forventede omsætning og omkostninger,
-
at årsbudgettet afspejler målgruppe, metoder og behandlings- og specialundervisningstilbuddets planer for faglig udvikling og større ændringer,
-
om økonomien giver mulighed for den fornødne kvalitet, herunder i forhold til pris og målgruppe, og
-
at der er udarbejdet årsbudget og regnskab for det samlede behandlings- og specialundervisningstilbud og særskilt for specialundervisningsdelen.
Stk. 2. I vurderingen af, om et privat behandlings- og specialundervisningstilbud har den fornødne økonomiske kvalitet, indgår ud over de i stk. 1 opregnede forhold,
-
at behandlings- og specialundervisningstilbuddets soliditetsgrad er rimelig set i forhold til behandlings- og specialundervisningstilbuddets alder og specialiseringsgrad,
-
om behandlings- og specialundervisningstilbuddet er økonomisk bæredygtigt,
-
om der er gennemsigtighed i behandlings- og specialundervisningstilbuddets økonomi,
-
i hvilket omfang der er udbetalt udbytte de seneste 5 år, og
-
behandlings- og specialundervisningstilbuddets udgifter til løn til ledelsen.
Stk. 3. Beliggenhedskommunen skal i sin vurdering af, om et behandlings- og specialundervisningstilbud har den fornødne økonomiske kvalitet, jf. stk. 1 og 2, tage udgangspunkt i de oplysninger, der fremgår af årsbudgettet og regnskabet.