§ Lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond · kapitel 14 af 16
Kapitel 6 – Tilsyn, straf, ikrafttræden m.v.
LOV nr 871 af 21/06/2022
§ 27. Erhvervsministeren fører tilsyn med Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder.
Stk. 2. Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder skal efter anmodning straks stille enhver oplysning om dem og deres aktiviteter til rådighed for erhvervsministeren.
§ 28. Personer, som medvirker til aktiviteter omfattet af § 5, stk. 2, og kapitel 2, har under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning, som de i den forbindelse får kendskab til.
Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 er ikke til hinder for, at fortrolige oplysninger videregives til erhvervsministeren som led i dennes overordnede tilsyn, jf. § 17, stk. 4, og § 27, stk. 2, eller andre myndigheder eller organer, som Danmarks Eksport- og Investeringsfond, dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder eller datterselskaber stiftet i medfør af § 20, stk. 1, er retligt forpligtede til at videregive oplysninger til.
Stk. 3. Enhver, der i henhold til stk. 2 modtager fortrolige oplysninger fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond, dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder eller datterselskaber stiftet eller erhvervet i medfør af § 9 eller § 20, stk. 1, er med hensyn til disse oplysninger undergivet den i stk. 1 nævnte tavshedspligt.
§ 29. Den, der afgiver urigtige eller vildledende oplysninger eller fortier oplysninger af betydning for beslutninger, der kan træffes i medfør af kapitel 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.
Stk. 2. I regler, der fastsættes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde eller fængsel indtil 4 måneder.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
§ 30. Loven træder i kraft den 1. juli 2022, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af §§ 32-35 og 37-40. Ministeren kan fastsætte, at bestemmelserne træder i kraft på forskellige tidspunkter.