§ Lov om Danmarks Eksport- og Investeringsfond · kapitel 12 af 16
Kapitel 4 – Ledelse
LOV nr 871 af 21/06/2022
§ 16. Danmarks Eksport- og Investeringsfond ledes af en bestyrelse og en direktør.
Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger op til 12 medlemmer til bestyrelsen, herunder formanden og næstformanden, for en periode på op til 2 år med mulighed for genudpegning. Erhvervsministeren kan til enhver tid på et virksomhedsmøde afsætte et eller flere af de udpegede medlemmer.
Stk. 3. Medarbejderne i Danmarks Eksport- og Investeringsfond og i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder samt eventuelt helejede datterselskaber, jf. § 20, stk. 1, vælger ud over de af erhvervsministeren udpegede medlemmer i fællesskab op til 3 medlemmer til bestyrelsen for en periode på op til 2 år med mulighed for genvalg.
Stk. 4. Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen have de nødvendige kompetencer til at varetage, at Danmarks Eksport- og Investeringsfonds formål opfyldes, herunder den fornødne kreditfaglige og investeringsmæssige viden, og have relevant ledelsesmæssig og international erfaring og viden om bæredygtig og grøn omstilling.
Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter honoraret til bestyrelsens medlemmer.
§ 17. Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse af Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 2. Bestyrelsen ansætter efter forudgående orientering af erhvervsministeren en direktør til varetagelse af den daglige ledelse. Bestyrelsen afskediger ligeledes direktøren efter forudgående orientering af erhvervsministeren.
Stk. 3. Bestyrelsen fastsætter sin egen forretningsorden og en direktionsinstruks, som erhvervsministeren modtager til orientering.
Stk. 4. Bestyrelsen holder erhvervsministeren orienteret om alle væsentlige forhold vedrørende Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder, herunder væsentlige ændringer i strategi og økonomi og væsentlige forhold for driften. Orienteringen skal ske, tids nok til at erhvervsministeren kan udøve sine ejer- og tilsynsbeføjelser og beføjelser i øvrigt over for Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder efter denne lov.
Stk. 5. Bestyrelsen fastsætter en vederlagspolitik for Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder, som erhvervsministeren godkender i forbindelse med et virksomhedsmøde.
Stk. 6. Danmarks Eksport- og Investeringsfond kan indhente råd og sparring fra rådgivende udvalg nedsat af erhvervsministeren i relation til strategiske spørgsmål og specifikke investerings- og finansieringsindsatser.
§ 18. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder ledes hver af en bestyrelse og en direktør.
Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger blandt bestyrelsesmedlemmerne i Danmarks Eksport- og Investeringsfond på et virksomhedsmøde op til 4 medlemmer til bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder, herunder formanden og næstformanden, for en periode på op til 2 år med mulighed for genudpegning. Erhvervsministeren kan til enhver tid på et virksomhedsmøde afsætte et eller flere af de udpegede medlemmer.
Stk. 3. Medarbejderne i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder vælger ud over de af erhvervsministeren udpegede medlemmer op til 2 medlemmer til bestyrelsen for en periode på op til 2 år med mulighed for genvalg.
Stk. 4. Bestyrelsens medlemmer skal tilsammen have de nødvendige kompetencer til at varetage Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheders respektive formål.
Stk. 5. Erhvervsministeren fastsætter honoraret til bestyrelsens medlemmer.
§ 19. Bestyrelsen varetager den overordnede og strategiske ledelse i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder under hensyntagen til den samlede strategi for Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 2. Bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder ansætter efter forudgående orientering af bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfond en direktør til varetagelse af den daglige ledelse. Bestyrelsen afskediger ligeledes direktøren efter forudgående orientering af bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
Stk. 3. Bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder fastsætter sin egen forretningsorden og en direktionsinstruks, som bestyrelsen i Danmarks Eksport- og Investeringsfond modtager til orientering.
Stk. 4. Danmarks Eksport- og Investeringsfonds selvstændige offentlige dattervirksomheder kan indhente råd og sparring fra rådgivende udvalg nedsat af erhvervsministeren i relation til strategiske spørgsmål og specifikke investerings- og finansieringsindsatser.
§ 20. Danmarks Eksport- og Investeringsfond og dennes selvstændige offentlige dattervirksomheder kan som led i den interne organisering stifte helejede datterselskaber og henlægge aktiviteter til disse datterselskaber.
Stk. 2. Erhvervsministeren skal orienteres forud for stiftelsen af helejede datterselskaber, jf. stk. 1.
Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om drift, styring, organisering og regnskabsmæssige forhold i datterselskaber stiftet i medfør af stk. 1.