← Lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022

§ Lov om engangstilskud til husstande med lav indkomst og varmekilder omfattet af ekstraordinære prisstigninger i fyringssæsonen 2021-2022 · kapitel 9 af 14

Kapitel 2 – Engangstilskud

LOV nr 445 af 12/04/2022

§ 2. Energistyrelsen yder et engangstilskud på 6.000 kr. til den person, der ifølge Det Centrale Personregister den 1. januar 2022 var den ældste person i de husstande, der opfylder betingelserne i §§ 3 og 4. Data i Det Centrale Personregister den 1. april 2022 lægges til grund.

Stk. 2. Er den ældste person i husstanden på udbetalingstidspunktet registreret som død i Det Centrale Personregister, udbetales engangstilskuddet til den ifølge Det Centrale Personregister på udbetalingstidspunktet ældste levende person i husstanden. Er alle personer i husstanden afgået ved døden på udbetalingstidspunktet, udbetales engangstilskuddet ikke.

Stk. 3. Opfylder flere personer i husstanden betingelserne i stk. 1 eller stk. 2, 1. pkt., udbetales engangstilskuddet til den person, der har det laveste løbenummer i sit personnummer.

Stk. 4. Engangstilskud efter stk. 1-3 udbetales til den berettigedes Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6. Det er en betingelse for udbetaling af engangstilskuddet, at den pågældende har en Nemkonto, jf. dog § 13, stk. 6.

§ 3. Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at boligen opfylder mindst en af følgende betingelser, jf. dog § 5:

  1. Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret (BBR) registreret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.

  2. Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og boligen er beliggende

a) i et gasforsyningsområde,

b) uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 100 m fra et gasforsyningsområde,

c) uden for fjernvarmeforsyningsområder og inden for 50 m fra en gasdistributionsledning, som den 25. marts 2022 var registreret i Evidas systemer og fremgår af GIS-informationer fra Evida, eller

d) uden for fjernvarmeforsyningsområder, hvis boligen er registreret i Bygnings- og Boligregistret med samme BFE-nummer som mindst en bygning, der den 1. januar 2022 var registreret i Bygnings- og Boligregistret med »Naturgas« som opvarmningsmiddel.

  1. Boligen var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation og er beliggende inden for et område, der er tilknyttet et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, som afgrænset i GIS-informationer fra Energistyrelsen, jf. § 14, stk. 3.

  2. Boligen

a) var den 1. januar 2022 i Bygnings- og Boligregistret registreret med »Elektricitet« som opvarmningsmiddel,

b) havde ifølge Energinets datahub et elektricitetsforbrug over 1.500 kWh i december 2021 og

c) var i december 2021 registreret for elvarme i Energinets datahub.

  1. Boligen var den 1. januar 2022 registreret i Bygnings- og Boligregistret med »Fjernvarme/blokvarme (radiatorsystemer eller varmluftanlæg)« som varmeinstallation, og den berettigede har dokumenteret, at den primære opvarmningsform i december 2021 var

a) gas,

b) fjernvarme fra et af de fjernvarmenet, der fremgår af bilag 1, eller

c) elektricitet, hvor boligens andel af den forbrugte elektricitet til det fælles varmesystem tillagt boligens øvrige elektricitetsforbrug oversteg 1.500 kWh i december 2021.

Stk. 2. En bolig anses for registreret med en bestemt varmeinstallation eller et bestemt opvarmningsmiddel i Bygnings- og Boligregistret, hvis boligen eller den bygning, som boligen er beliggende i, er registreret med den pågældende varmeinstallation eller det pågældende opvarmningsmiddel.

Stk. 3. En boligs geografiske placering fastlægges som det adgangspunkt, der er registreret i Danmarks Adresseregister.

§ 4. Det er en betingelse for engangstilskud efter § 2, at husstanden havde en samlet indkomst i indkomståret 2020 på højst 650.000 kr., jf. dog § 5.

Stk. 2. Indkomsten opgøres som personlig indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst, der anvendes til beregning af indkomstskat efter personskattelovens § 7, dog før de deri nævnte grundbeløb og bundfradrag. Indkomsten opgøres på baggrund af den gældende årsopgørelse for 2020 pr. 1. april 2022. § 17 b, stk. 2, i lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler finder ikke anvendelse ved opgørelsen af indkomsten.

Stk. 3. For personer i husstanden, som ikke den 1. april 2022 havde en gældende årsopgørelse for 2020, anses indkomsten for at være:

  1. 140.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 30 år.

  2. 90.000 kr. for personer, der den 1. januar 2022 var fyldt 18 år, men endnu ikke var fyldt 30 år.

  3. 0 kr. for personer, der den 1. januar 2022 endnu ikke var fyldt 18 år.

§ 5. Engangstilskud efter § 2 ydes, selv om en eller flere af betingelserne i §§ 3 eller 4 ikke er opfyldt, hvis den manglende opfyldelse alene skyldes manglende eller fejlagtige oplysninger i de datakilder, som er nævnt i § 3, stk. 1, og § 4, stk. 2, som ikke kan henføres til personer i den pågældende husstand.

§ 6. Engangstilskud efter § 2 er skattefrit.

Stk. 2. Engangstilskud efter § 2 indberettes ikke til indkomstregisteret.

§ 7. Engangstilskud efter § 2 indgår ikke i grundlaget for tildeling og beregning af og medfører ikke fradrag i selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse, uddannelseshjælp og kontanthjælp samt ressourceforløbsydelse under ressourceforløb og jobafklaringsforløb efter lov om aktiv socialpolitik.

Stk. 2. Følgende ydelser, der er udbetalt til varmeudgifter, skal ikke tilbagebetales som følge af engangstilskud efter § 2:

  1. Særlig støtte efter § 34 i lov om aktiv socialpolitik.

  2. Hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter efter § 81 i lov om aktiv socialpolitik.

  3. Personligt tillæg efter § 14, stk. 1, i lov om social pension eller § 17, stk. 2, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

  4. Varmetillæg efter § 14, stk. 2, i lov om social pension eller § 17, stk. 1, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

Stk. 3. Engangstilskud efter § 2 fradrages ikke i beregningsgrundlaget for varmetillæg efter § 19, stk. 2, i bekendtgørelse om social pension eller § 21, stk. 2, i bekendtgørelse om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og indgår ikke i omregningen efter § 25, stk. 2, i bekendtgørelse om social pension eller § 27, stk. 2, i bekendtgørelse om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.

§ 8. Engangstilskud efter § 2, som er udbetalt til en person, der ikke er berettiget til tilskuddet efter §§ 2-5, skal ikke betales tilbage, hvis udbetalingen skyldes en myndighedsfejl, herunder fejl i udsøgningsdata, jf. § 10, og det uberettigede beløb ikke overstiger 6.000 kr.

§ 9. Engangstilskud efter § 2 kan hverken overdrages eller gøres til genstand for retsforfølgning frem til udbetalingstidspunktet.

Stk. 2. Engangstilskud efter § 2 kan ikke anvendes til modregning med private eller offentlige krav.