§ Lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. · kapitel 18 af 22
Kapitel 7 – Kontrolbestemmelser
LOV nr 1400 af 10/10/2022
§ 13. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kontrol og tilsyn med ansøgere af lån og tilskud efter denne lov.
§ 14. Erhvervsstyrelsen fører løbende stikprøvekontrol og risikobaseret kontrol med det udbetalte likviditetslån til energivirksomheder og energiintensive virksomheder, jf. kapitel 2 og 3, eller tilskud til boligforeninger m.v., jf. kapitel 4.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indhente oplysninger fra relevante offentlige registre, herunder Skatteforvaltningen, jf. lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indsamle, samkøre, videregive og foretage anden behandling af data fra Energinets datahub, jf. § 28, stk. 1, nr. 7, i lov om elforsyning.
Stk. 4. Erhvervsstyrelsen kan i kontroløjemed indsamle, samkøre, videregive og foretage anden behandling af data fra Evida.
Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan af egen drift udtage ansøgninger om likviditetslån eller tilskud til udvidet kontrol og sagsbehandling, herunder hvor der ansøges om et højt likviditetslån set i forhold til energivirksomhedens og den energiintensive virksomheds størrelse og omsætning. Erhvervsstyrelsen kan i forbindelse med kontrollen pålægge energivirksomheden, den energiintensive virksomhed eller boligforeninger m.v. revisorbistand.
Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan pålægge enhver, der i medfør af stk. 5 udtages til udvidet kontrol og sagsbehandling, at udlevere supplerende oplysninger og dokumentation til brug for afgørelsen.
§ 15. Erhvervsstyrelsen kan kræve et allerede udbetalt likviditetslån eller tilskud tilbagebetalt straks og træffe afgørelse om bortfald af ret til yderligere udbetalinger, hvis energivirksomheden, den energiintensive virksomhed eller boligforening m.v. ikke overholder reglerne i denne lov eller i lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger eller i forskrifter udstedt i medfør heraf, eller hvis disse straffes for overtrædelse med relation til denne ordning.