§ Lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. · kapitel 16 af 22
Kapitel 5 – Administration af låne- og tilskudsordninger
LOV nr 1400 af 10/10/2022
§ 8. Erhvervsstyrelsen administrerer overtagelses-, låne- og tilskudsordningerne i kapitel 2-4.
Stk. 2. Ansøgning om overtagelse, likviditetslån og tilskud efter kapitel 2-4 indsendes til Erhvervsstyrelsen. Ansøgningen indsendes digitalt via et af Erhvervsstyrelsen nærmere anvist it-system.
Stk. 3. Likviditetslån og tilskud udbetales direkte til den ansøgende energivirksomheds Nemkonto, når Erhvervsstyrelsen har godkendt, at der er indsendt det fornødne ansøgnings- og dokumentationsmateriale.
§ 9. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for administration af låne- og tilskudsordningerne i kapitel 2-4, herunder
-
de angivne perioder for ansøgning om og udbetaling af lån og tilskud efter kapitel 2-4,
-
krav til ansøgninger, herunder digital indberetning og dokumentation,
-
ansøgningsfrister,
-
afgivelse af erklæring vedrørende virksomhedens opfyldelse af kriterierne for opnåelse af lån og tilskud,
-
rentetilskrivning og eventuelle afdragsvilkår,
-
regnskaber, regnskabsaflæggelse og revision,
-
vilkår for tilbagebetaling af lån eller tilskud, herunder i tilfælde, hvor lånet er udbetalt i strid med de EU-retlige regler om tildeling af statsstøtte, eller i tilfælde af at selskabet har opnået en nettogevinst ved brug af ordningen,
-
afgivelse af oplysninger og indsamling, samkøring og videregivelse af data og
-
efterlevelse af de EU-retlige regler om statsstøtte, herunder bl.a. regler om efterlevelse af Europa-Kommissionens eventuelle godkendelse af likviditetslånene til energivirksomhederne og likviditetslånene til energiintensive virksomheder, herunder regler om fravigelse af loven.
Stk. 2. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om energivirksomheders og energiintensive virksomheders slutafregning ved likviditetslåneordningens ophør, ved udløb af en samlet indefrysningsperiode og ved en energivirksomheds eventuelle ophør eller opløsning. Der kan i den forbindelse fastsættes regler om, at visse energivirksomheders og energiintensive virksomheders slutafregningsopgørelser skal påtegnes af en godkendt revisor.