← Lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v.

§ Lov om likviditetslån m.v. i forbindelse med indefrysningsordning for høje energiregninger og til energiintensive virksomheder m.v. · kapitel 13 af 22

Kapitel 2 – Statslige likviditetslån til energivirksomheder

LOV nr 1400 af 10/10/2022

§ 3. Energivirksomheder, der er omfattet af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger, har efter reglerne i dette kapitel ret til statslige likviditetslån til dækning af den indefrysning, energivirksomhederne har ydet i medfør af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger.

Stk. 2. Energivirksomheder, der opnår likviditetslån efter reglerne i dette kapitel, må ikke sælge eller på anden måde overdrage kravet til andre end Erhvervsstyrelsen. Fordringen kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning.

Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om låne- og tilskudsordninger for håndtering af omlægningsudgifter til administration og it hos de energivirksomheder, som kan være særlig ramt af indefrysningsordningen.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om lånenes og tilskuddenes størrelse.

Stk. 5. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte regler om, hvilke virksomheder ordningerne finder anvendelse for.

Overtagelse af indefrosne krav

§ 4. Staten skal tilbyde at overtage det indefrosne krav, der er omfattet af lov om en indefrysningsordning for høje energiregninger, hvis beløbet ikke bliver betalt til energivirksomheden. Overtagelsen sker, ved at staten køber fordringen.

Stk. 2. Overtagelsen forudsætter, at energivirksomheden dokumenterer at have gennemført almindelig rykkerprocedure over for kunden. Der skal dog mindst have været sendt to rykkerskrivelser.

Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter nærmere regler om statens overtagelse af indefrosne beløb, herunder regler om, hvornår og på hvilke vilkår overtagelsen skal finde sted.