§ Hjemrejseloven · kapitel 26 af 28
Kapitel 12 – Kompetence- og klageregler
LOV nr 982 af 26/05/2021
Kompetence
§ 21. Afgørelser efter denne lov træffes af Hjemrejsestyrelsen, jf. dog stk. 2-5.
Stk. 2. Afgørelser efter § 9, stk. 2, 1. pkt., træffes af indkvarteringsoperatøren. Forvaltningsloven finder også anvendelse i forbindelse med indkvarteringsoperatørens afgørelser efter § 9, stk. 2, 1. pkt., når indkvarteringsoperatøren er en privat organisation eller et privat selskab, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 5, 2. pkt.
Stk. 3. Afgørelser om foranstaltninger for at sikre en udlændings tilstedeværelse efter § 11 træffes af vedkommende politidirektør. Afgørelser om meldepligt efter § 12, stk. 1, kan træffes af vedkommende politidirektør.
Stk. 4. Afgørelser om frihedsberøvelse efter § 16 træffes af vedkommende politidirektør.
Stk. 5. Afgørelser om beslaglæggelse af genstande efter § 18 træffes af vedkommende politidirektør.
Klageadgang
§ 22. Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter denne lov kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3 og stk. 4, 2. pkt.
Stk. 2. Klage til Udlændingenævnet over de afgørelser, der er omfattet af klageadgangen i stk. 1 og 5, skal være indgivet, inden 8 uger efter at klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Udlændingenævnets formand eller den, formanden bemyndiger dertil, kan i særlige tilfælde beslutte, at en klage skal behandles, selv om klagen er indgivet efter udløb af fristen.
Stk. 3. Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, §§ 7 og 8, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2 og 4, kan ikke påklages. Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter § 13, stk. 6, kan ikke påklages.
Stk. 4. Indkvarteringsoperatørens afgørelser efter § 9, stk. 2, 1. pkt., kan påklages til Hjemrejsestyrelsen. Hjemrejsestyrelsens afgørelser i sager, der påklages efter 1. pkt., kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 5. Politidirektørens afgørelser efter § 11 og § 12, stk. 1, kan påklages til Udlændingenævnet.
Stk. 6. Politidirektørens afgørelser efter § 16 kan påklages til Rigspolitichefen. Afgørelser efter 1. pkt. kan dog kun påklages, hvis de ikke kan indbringes for domstolene efter udlændingelovens §§ 37 eller 37 k.
Stk. 7. Politidirektørens afgørelser efter § 18 kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.