§ Lov om supplerende bestemmelser til forordningen om ENISA (Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed), om cybersikkerhedscertificering af informations- og kommunikationsteknologi og om ophævelse af forordning (EU) nr. 526/2013 (forordningen om cybersikkerhed) (lov om cybersikkerhedscertificering) · kapitel 23 af 24
KAPITEL V – Personale
LOV nr 780 af 04/05/2021
Artikel 34
Generelle bestemmelser
Tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte samt de regler, som EU-institutionerne i fællesskab har vedtaget for anvendelsen af tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte, gælder for ENISA's personale.
Artikel 35
Privilegier og immuniteter
Protokol nr. 7 vedrørende Den Europæiske Unions privilegier og immuniteter, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, finder anvendelse på ENISA og dets personale.
Artikel 36
Den administrerende direktør
-
Den administrerende direktør ansættes i en stilling som midlertidigt ansat ved ENISA i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte.
-
Den administrerende direktør udnævnes af bestyrelsen på grundlag af en liste over kandidater, som Kommissionen foreslår, efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure.
-
Med henblik på indgåelsen af ansættelseskontrakten med den administrerende direktør repræsenteres ENISA af formanden for bestyrelsen.
-
Før udnævnelsen indbydes den ansøger, bestyrelsen har valgt, til at afgive en redegørelse for Europa-Parlamentets relevante udvalg og besvare spørgsmål fra medlemmerne.
-
Den administrerende direktørs mandatperiode er fem år. Ved udløbet af denne periode foretager Kommissionen en vurdering af den administrerende direktørs resultater og ENISA's fremtidige opgaver og udfordringer i betragtning.
-
Afgørelser om udnævnelse og afskedigelse af den administrerende direktør og om forlængelse af dennes mandatperiode træffes af bestyrelsen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 2.
-
Bestyrelsen kan på grundlag af et forslag fra Kommissionen, der tager hensyn til den i stk. 5 omhandlede vurdering, forlænge den administrerende direktørs mandatperiode én gang for en periode på fem år.
-
Bestyrelsen underretter Europa-Parlamentet, hvis den har til hensigt at forlænge den administrerende direktørs mandatperiode Inden for tre måneder inden forlængelsen af mandatperioden afgiver den administrerende direktør, såfremt denne indbydes hertil, en redegørelse for Europa-Parlamentets relevante udvalg og besvarer medlemmernes spørgsmål.
-
En administrerende direktør, hvis mandatperiode er blevet forlænget, kan ikke deltage i endnu en udvælgelsesprocedure til den samme stilling.
-
Den administrerende direktør kan kun afskediges ved en afgørelse truffet af bestyrelsen efter forslag fra Kommissionen.
Artikel 37
Udstationerede nationale eksperter og andet personale
-
ENISA kan gøre brug af udstationerede nationale eksperter og andet personale, der ikke er ansat af ENISA. Tjenestemandsvedtægten og ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte gælder ikke for sådanne ansatte.
-
Bestyrelsen vedtager en afgørelse, der fastlægger regler for udstationering af nationale eksperter til ENISA.