← Lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden

§ Lov om urimelig handelspraksis i relationer mellem virksomheder i landbrugs- og fødevareforsyningskæden · kapitel 8 af 14

Kapitel 1 – Anvendelsesområde og definitioner

LOV nr 719 af 27/04/2021

§ 1. Loven finder anvendelse på visse former for urimelig handelspraksis, jf. §§ 3-6, der forekommer i forbindelse med salg af landbrugs- og fødevarer, hvor enten leverandøren eller køberen eller begge er etableret i Den Europæiske Union.

Stk. 2. Loven finder anvendelse på tjenesteydelser nævnt i § 6, som leveres af en køber til en leverandør.

Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på aftaler mellem leverandører og forbrugere.

§ 2. I denne lov forstås ved:

  1. Landbrugs- og fødevarer: Produkter, der er opført i bilag I til EUF-traktaten, og produkter, der ikke er opført i bilaget, men som er forarbejdet til konsum ved hjælp af produkter, der er opført i bilaget.

  2. Køber: Enhver fysisk eller juridisk person uanset vedkommendes etableringssted eller enhver offentlig myndighed i EU, som køber landbrugs- og fødevarer, herunder en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer.

  3. Offentlig myndighed: Nationale, regionale eller lokale myndigheder, offentligretlige organer eller sammenslutninger af en eller flere af disse myndigheder eller et eller flere af disse offentligretlige organer.

  4. Leverandør: Enhver landbrugsproducent eller enhver fysisk eller juridisk person, som sælger landbrugs- og fødevarer, uanset vedkommendes etableringssted, herunder en gruppe af sådanne landbrugsproducenter eller en gruppe af sådanne fysiske og juridiske personer såsom producentorganisationer og leverandørorganisationer og disses sammenslutninger.

  5. Letfordærvelige landbrugs- og fødevarer: Landbrugs- og fødevarer, som på grund af deres beskaffenhed eller stadie i forarbejdningen risikerer at blive uegnet til salg inden for 30 dage efter høst, produktion eller forarbejdning.