Lov om pligt til at sikre covid-19-test af tilrejsende arbejdskraft efter indrejse i Danmark § 1

§ 1. Arbejdsgivere, der beskæftiger tilrejsende arbejdskraft fra lande, regioner eller områder omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 4, skal sørge for, at disse ansatte testes for covid-19 efter indrejse i Danmark.

Stk. 2. Arbejdsgivere, som er tilrejsende arbejdskraft fra lande, regioner eller områder omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 4, skal sørge for at blive testet for covid-19 efter indrejse i Danmark.

Stk. 3. Selvstændige uden ansatte, som er tilrejsende arbejdskraft fra lande, regioner eller områder omfattet af regler fastsat i medfør af stk. 4, skal sørge for at blive testet for covid-19 efter indrejse i Danmark.

Stk. 4. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om, hvilke lande, regioner eller områder der omfattes af stk. 1-3.

Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med sundhedsministeren fastsætte regler om, hvornår den i stk. 1-3 nævnte test skal foretages.

Stk. 6. Kravet om test efter stk. 1-3 gælder ikke, når den person eller de personer, der er tilrejsende arbejdskraft, har bopæl i Danmark.

Stk. 7. Beskæftigelsesministeren kan efter forhandling med sundhedsministeren fastsætte regler om øvrige undtagelser til stk. 1-3 og regler om dokumentation i den forbindelse.

Kilde: Retsinformation.dk