§ Klimaloven · kapitel 8 af 12
Kapitel 2 – Klimarådets opgaver
LOV nr 965 af 26/06/2020
§ 3. For at fremme uvildig rådgivning om klimaindsatsen bistås klima-, energi- og forsyningsministeren af Klimarådet.
Stk. 2. Klimarådet bistår klima-, energi- og forsyningsministeren ved fastsættelse af nationale klimamålsætninger, jf. § 2, stk. 1.
§ 4. Klimarådet skal årligt afgive anbefalinger til klima-, energi- og forsyningsministeren om klimaindsatsen. Klimarådet skal i anbefalingerne forholde sig til principperne nævnt i § 1, stk. 3.
Stk. 2. Klimarådet skal i anbefalingerne endvidere vurdere, om regeringens klimaindsats anskueliggør, at klimamålene, jf. § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, nås.
Stk. 3. Klimarådet skal i forbindelse med anbefalingerne give en status på Danmarks internationale målsætninger.
§ 5. Klimarådet skal kommentere den årlige klimastatus og -fremskrivning, jf. § 6, og klima-, energi- og forsyningsministerens årlige klimaprogram, jf. § 7, stk. 1 og 2.
Stk. 2. Klimarådet skal udarbejde et katalog over mulige virkemidler.
Stk. 3. Klimarådet skal bidrage til den offentlige debat.
Stk. 4. Klimarådet kan udarbejde analyser af og anbefalinger til klimaindsatsen m.v.