§ Dyrevelfærdsloven · kapitel 30 af 42
Kapitel 9 – Opdræt, pensioner, internater, handel, tilsyn m.v.
LOV nr 133 af 25/02/2020
§ 30. Erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr må kun drives med tilladelse fra ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling. Det samme gælder for drift af dyrepensioner og dyreinternater samt formidling af dyr. Tilladelsen skal angive, hvilke dyrearter den omfatter. Tilladelsen kan tilbagekaldes, når særlige forhold taler for det.
Stk. 2. Ved meddelelse af tilladelser efter stk. 1 kan ministeren fastsætte vilkår med henblik på at sikre overholdelse af bestemmelser fastsat i medfør af stk. 4.
Stk. 3. Stk. 1, 2 og 4 finder ikke anvendelse på landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger deraf.
Stk. 4. Ministeren kan fastsætte regler om indretning og drift af virksomheden, herunder om krav, der kan stilles til personalet, og om tilsyn.
§ 31. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med erhvervsmæssigt salg af dyr bortset fra landbrugsdyr og dyr af heste- eller æselarten eller krydsninger deraf til private skal udleveres skriftlig information til køberen om forsvarlig pasning og pleje af dyret.
§ 32. Dyr må kun overdrages til børn under 16 år, hvis forældremyndighedsindehaveren samtykker.
§ 33. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om forbud mod salg af visse dyr på markeder og ved andre samlinger af dyr.
§ 34. Ministeren for fødevarer, fiskeri og ligestilling kan fastsætte regler om avl af familie- og hobbydyr, herunder forbud mod dette.