Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats § 41

§ 41. »Min Plan« beskriver den beskæftigelsesrettede indsats med henblik på at få personen i varigt job, herunder med få ugentlige timer, på det ordinære arbejdsmarked. For personer, der har et uddannelsespålæg efter § 30, beskriver planen den uddannelsesrettede indsats. For personer omfattet af § 6, nr. 6 og 7, som er i job eller driver selvstændig virksomhed, beskriver planen indsatsen for at fastholde personen i jobbet.

Stk. 2. »Min Plan« skal indeholde oplysninger om:

  1. Jobmål for personer omfattet af § 6, nr. 1-3, personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, og personer omfattet af § 6, nr. 10.

  2. Job- og uddannelsesmål for personer omfattet af § 6, nr. 1, som har et uddannelsespålæg efter § 30, og personer omfattet af § 6, nr. 4-8 og 11-13.

  3. Aftaler om og krav til jobsøgning.

  4. Tilbud efter kapitel 11-14.

  5. Aktiviteter, der kan stabilisere og forbedre personens fysiske, psykiske og sociale tilstand, med henblik på at personen efterfølgende kan deltage i tilbud efter denne lov, for personer omfattet af § 6, nr. 3 og 5-8, personer omfattet af § 6, nr. 9, som modtager ledighedsydelse, og personer omfattet af § 6, nr. 11.

  6. Øvrige aftalte indsatser.

  7. Status på igangsatte indsatser og opfølgning på afsluttede indsatser.

Stk. 3. Jobmål skal så vidt muligt være rettet mod job inden for områder, hvor der er behov for arbejdskraft. For personer omfattet af § 6, nr. 6 og 7, som er i job eller driver selvstændig virksomhed, skal jobmålet være rettet mod tilbagevenden til jobbet.

Stk. 4. Jobcenteret udarbejder og opdaterer løbende »Min Plan« efter personens aktuelle situation og behov i forbindelse med afgivelse af tilbud og ved væsentligt ændrede forudsætninger på arbejdsmarkedet. Jobcenteret gør planen digitalt tilgængelig for personen på Jobnet.

Stk. 5. Personer omfattet af § 6, der har en kontrakt efter integrationsloven, kan tilgå kontrakten i »Min Plan«.

Kilde: Retsinformation.dk