Lov om Vækstfonden § 16

§ 16. Vækstfondens egenkapital skal til stadighed være af en sådan størrelse, at den sammen med hensættelserne udgør et forsvarligt grundlag for virksomhedens forpligtelser og aktiviteter.

Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån til finansiering af sine aktiviteter. Det samlede lånebeløb eksklusive renter kan til og med 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg overstige 6 mia. kr. Det samlede lånebeløb eksklusive renter kan efter 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg overstige 500 mio. kr.

Stk. 3. Vækstfonden kan optage statsgaranterede lån til finansiering af syndikeringslån. Det samlede lånebeløb eksklusive renter kan ikke overstige 125 mio. kr.

Stk. 4. Vækstfonden kan til og med 2030 optage lån til finansiering af en accelerationspulje til virksomheder med særligt vækstpotentiale. Det samlede lånebeløb eksklusive renter kan ikke overstige 500 mio. kr.

Stk. 5. Vækstfonden kan refinansiere allerede optagne lån, som er optaget til finansiering af Vækstfondens aktiviteter, så længe Vækstfondens forpligtelser i forhold til de konkrete aktiviteter består. Refinansiering kan ske uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg.

Stk. 6. Vækstfonden kan optage lån fra pensionsinstitutterne, som modsvares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til Dansk Vækstkapital.

Stk. 7. Vækstfonden kan optage lån fra private investorer, som modsvares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet finansieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.

Kilde: Retsinformation.dk