← Lov om Vækstfonden

§ Lov om Vækstfonden · kapitel 7 af 10

Kapitel 2 – Finansiering, tjenesteydelser og andre aktiviteter

LOV nr 691 af 08/06/2018

§ 3. Vækstfonden kan tilbyde direkte eller indirekte finansiering eller en kombination af forskellige former for finansiering mod vederlag.

Stk. 2. Vækstfonden kan for at opnå sit formål bl.a. anvende følgende finansieringsformer:

  1. Lån.

  2. Garantier.

  3. Kautioner.

  4. Kapitalindskud.

  5. Kapitaltilsagn.

Stk. 3. Vækstfonden inddrager miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i forbindelse med finansieringen af virksomheder.

Stk. 4. Vækstfonden kan i forbindelse med kapitalindskud og kapitaltilsagn udøve aktivt ejerskab.

§ 4. Vækstfonden kan for at opnå sit formål endvidere tilbyde tjenesteydelser mod vederlag i form af bl.a. formidling, rådgivning og kapitalforvaltning.

§ 5. Vækstfonden kan for at opnå sit formål deltage i andre aktiviteter ud over de i §§ 3 og 4 anførte, herunder bl.a. forberede, etablere og deltage i partnerskaber, indgå i samarbejder, understøtte udviklingen af markeder for finansiering, yde tilskud og igangsætte eller deltage i øvrige vækstinitiativer.

Stk. 2. Vækstfonden kan i forbindelse med aktiviteter efter stk. 1 opkræve et gebyr til dækning af sine omkostninger.

§ 6. Vækstfonden kan for at opnå sit formål stifte selskaber, fonde og foreninger m.v. og eje, erhverve og afhænde hele eller dele af selskaber, fonde og foreninger m.v.

§ 7. Vækstfonden udøver kun sine aktiviteter efter §§ 3-5, i den udstrækning det private marked normalt ikke vil påtage sig den pågældende aktivitet henset til arten, omfanget eller risikoen forbundet hermed.

§ 8. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om færøske og grønlandske virksomheders adgang til finansiering, tjenesteydelser og andre aktiviteter fra Vækstfonden, jf. §§ 3-6.

§ 9. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om oprettelse, organisering, drift, tilsyn m.v. af selvstændige erhvervsfremmeordninger og -initiativer, som henlægges til administration i Vækstfonden.