← Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler

§ Lov om forvaltning og administration af tilgodehavende feriemidler · kapitel 18 af 24

Kapitel 6 – Administration m.v.

LOV nr 58 af 30/01/2018

§ 18. Fonden drives af Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lønmodtagernes Dyrtidsfond forvalter de tilgodehavende feriemidler i overensstemmelse med reglerne i kapitel 3, 4 og 5 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond, så de berettigede lønmodtageres interesser varetages bedst muligt.

Stk. 2. Fondens forvaltning og administration af midler efter denne lov indgår i Lønmodtagernes Dyrtidsfonds regnskabs- og revisionsmæssige forpligtelser efter kapitel 5 i lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Fondens administration og kapitalforvaltning vedrørende de opsparede feriemidler skal være specificeret i årsrapporten for Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

§ 19. Driften af fonden varetages med teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension. Arbejdsmarkedets Tillægspension yder bistand på omkostningsdækket basis. Der indgås en administrationsaftale mellem fonden og Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 2. Udgifter til dækning af teknisk og administrativ bistand fra Arbejdsmarkedets Tillægspension finansieres af bidrag fra de arbejdsgivere, der indbetaler ATP-bidrag for deres ansatte til Arbejdsmarkedets Tillægspension. Opkrævning af bidrag fra arbejdsgiverne sker ved fælles opkrævning sammen med de øvrige bidrag, som Arbejdsmarkedets Tillægspension i henhold til lov opkræver fra arbejdsgiverne. Restancer for betaling kan indgå i den fælles opkrævning. Øvrige udgifter dækkes af fonden.

Stk. 3. Sker indbetaling af bidrag efter stk. 2 ikke rettidigt, skal arbejdsgiveren betale renter af bidraget fra forfaldsdatoen med den rentesats, der til enhver tid er fastsat i medfør af § 5 i renteloven.

Stk. 4. Arbejdsmarkedets Tillægspension har udpantningsret for betalingsrestancer til en fælles opkrævning, jf. stk. 2. Dette gælder også for renter og ekspeditionsgebyrer.

Stk. 5. I tilfælde af fejl under udførelsen af administrationen bærer arbejdsgiverne, jf. stk. 2, det økonomiske ansvar. Arbejdsmarkedets Tillægspension har pligt til at begrænse det økonomiske tab og berigtige fejlen. Arbejdsmarkedets Tillægspension underretter hurtigst muligt bestyrelsen for fonden om væsentlige fejl.

Stk. 6. Beskæftigelsesministeren fastsætter regler om bidragets størrelse, jf. stk. 2, efter indstilling fra Arbejdsmarkedets Tillægspensions bestyrelse. Ministeren fastsætter desuden regler om beregning af bidraget og nærmere regler om opkrævning af bidraget, modregning og Arbejdsmarkedets Tillægspensions mulighed for at give henstand med betaling og eftergive bidrag og renter heraf.

§ 20. Fonden kan indhente og behandle oplysninger om lønmodtagere og arbejdsgivere til brug for administration af og kontrol med overholdelsen af denne lov, herunder foretage registersamkøring. Arbejdsgivere, lønmodtagere, faglige organisationer og a-kasser skal efter anmodning give fonden alle oplysninger, der er nødvendige for fondens administration og kontrol efter denne lov.

Stk. 2. Fonden kan til brug for administration og kontrol i henhold til denne lov få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister. Adgangen omfatter alle oplysninger om indkomst, herunder modtagelse af offentlige ydelser, løn- og ansættelsesperiode og ferie m.v.

Stk. 3. Fonden kan indhente nødvendige person- og virksomhedsoplysninger fra andre offentlige myndigheder i elektronisk form til brug for administration og kontrol, herunder fra Arbejdsmarkedets Tillægspension.

Stk. 4. Fonden kan til brug for administration af denne lov foretage registersamkøring i kontroløjemed af data fra egne registre, herunder af data, der er indhentet i medfør af stk. 1-3.