Lov om firmapensionskasser § 111

§ 111. En firmapensionskasse skal indhente oplysninger om firmapensionskassens reelle ejere, herunder oplysninger om de reelle ejeres rettigheder. Er der ingen reelle ejere, eller er det ikke muligt at identificere nogen reelle ejere, skal medlemmerne af firmapensionskassens direktion eller i firmapensionskasser, hvor der ikke findes en direktion, medlemmer af firmapensionskassens bestyrelse optages som reelle ejere i Erhvervsstyrelsens it-system.

Stk. 2. Firmapensionskassen skal registrere oplysningerne efter stk. 2 i Erhvervsstyrelsens it-system, hurtigst muligt efter at firmapensionskassen er blevet bekendt med, at en person er blevet reel ejer, og efter enhver ændring af de oplysninger, som er registreret. Firmapensionskassen skal opbevare oplysninger om sine reelle ejere i 5 år efter det reelle ejerskabs ophør. Firmapensionskassen skal endvidere opbevare oplysninger om forsøg på identifikation af reelle ejere i 5 år efter gennemførelsen af identifikationsforsøget.

Stk. 3. Firmapensionskassen skal efter anmodning udlevere oplysninger om firmapensionskassens reelle ejere, herunder om firmapensionskassens forsøg på at identificere sine reelle ejere, til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet. Firmapensionskassen skal endvidere efter anmodning udlevere de nævnte oplysninger til andre offentlige myndigheder, når disse myndigheder vurderer, at oplysningerne er nødvendige for deres varetagelse af tilsyns- og kontrolopgaver.

Stk. 4. Erhvervsstyrelsen fastsætter nærmere regler om registrering og offentliggørelse af oplysninger, jf. stk. 2 og 3, i styrelsens it-system, herunder om, hvilke oplysninger firmapensionskassen skal registrere i styrelsens it-system.

Kilde: Retsinformation.dk