§ Familieretshusloven · kapitel 30 af 30
Kapitel 15 – Ikrafttrædelses- og overgangsbestemmelser m.v.
LOV nr 1702 af 27/12/2018
Ikrafttræden
§ 46. Loven træder i kraft den 1. april 2019.
Stk. 2. Lov nr. 542 af 24. juni 2005 om regional statsforvaltning ophæves.
Stk. 3. Familieretshuset overtager ved lovens ikrafttræden Statsforvaltningens aktiver og passiver.
Overgangsbestemmelser
§ 47. Sager omfattet af § 2, som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har færdigbehandlet, færdigbehandles af Familieretshuset eller familieretten efter reglerne i denne lov, jf. dog stk. 2. Familieretshuset skal hurtigst muligt efter lovens ikrafttræden visitere sagerne efter bestemmelserne i kapitel 2, dog uden en indledende screening efter § 4, stk. 1.
Stk. 2. § 14, stk. 1, nr. 1-5, finder ikke anvendelse for sager, som færdigbehandles efter stk. 1.
Stk. 3. Klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden i en sag omfattet af § 2, nr. 1-11, indgives til Familieretshuset. Familieretshuset behandler klagen som en anmodning om at indbringe afgørelsen for familieretten. Det samme gælder for klager, som er indgivet til Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden, men som Statsforvaltningen ved lovens ikrafttræden ikke har videresendt til Ankestyrelsen. §§ 39 og 40, § 41, stk. 2-6, og kapitel 13 finder tilsvarende anvendelse for sådanne klager.
Stk. 4. Klage over en afgørelse truffet af Statsforvaltningen inden lovens ikrafttræden i en sag omfattet af § 2, nr. 12-17, indgives til Familieretshuset.
Stk. 5. Klage over Statsforvaltningens afgørelse i en sag omfattet af § 2, nr. 1-11, som ved lovens ikrafttræden er under behandling af Ankestyrelsen, færdigbehandles af familieretten.
Stk. 6. Klage over Statsforvaltningens sagsbehandling i en sag omfattet af § 2, nr. 1-11, der ikke er indgivet til Ankestyrelsen sammen med en klage over en afgørelse, og som ved lovens ikrafttræden behandles af Ankestyrelsen, færdigbehandles af Familieretshuset. For sådanne sager finder §§ 39 og 40 tilsvarende anvendelse.
Territorial anvendelse
§ 48. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.
Givet på Marselisborg Slot, den 27. december 2018
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Mai Mercado