Produktenergimærkningsloven § 3

§ 3. Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden udføre måling og produktprøvning af, om leverandørens energirelaterede produkter overholder kravene i energimærkningsforordningen, delegerede retsakter og regler fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden lade energirelaterede produkter udtage til måling, produktprøvning og kontrol af en sagkyndig virksomhed eller en godkendt institution som nævnt i § 7, stk. 2.

Stk. 3. Leverandøren skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden indlevere energirelaterede produkter til et anvist prøvningssted eller lade produkterne afprøve på fremstillings-, installations- eller salgsstedet eller andet relevant sted.

Stk. 4. Leverandøren skal afholde udgifterne ved udtagelse, måling, produktprøvning og kontrol, jf. stk. 1-3, i tilfælde af manglende overholdelse af energimærkningsforordningen, de delegerede retsakter eller regler fastsat i medfør af loven.

Stk. 5. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om måling, produktprøvning og kontrol efter stk. 1-3. Ligeledes kan ministeren fastsætte nærmere regler om opgørelse af de udgifter, leverandøren skal afholde, jf. stk. 4.

Stk. 6. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om kontrol af overholdelse af energimærkningsforordningen, delegerede retsakter og regler fastsat i medfør af loven, når energirelaterede produkter sælges ved fjernsalg, herunder salg via internettet.

Adgang til erhvervslokaler

Kilde: Retsinformation.dk