← Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven)

§ Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) · kapitel 30 af 30

Kapitel 15 – Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning og territorial gyldighed

LOV nr 651 af 08/06/2017

§ 81. Loven træder i kraft den 26. juni 2017, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 82, nr. 7, træder i kraft den 3. januar 2018.

Stk. 3. Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1022 af 13. august 2013, ophæves.

Stk. 4. Virksomheder, der udøver valutavekslingsvirksomhed, og som er registreret i Erhvervsstyrelsen den 26. juni 2017, kan uanset § 40 foreløbig fortsætte deres virksomhed her i landet uden tilladelse. Sådanne virksomheder skal dog indsende en ansøgning til Finanstilsynet om tilladelse i henhold til § 42, så den er modtaget i Finanstilsynet senest den 31. december 2017. Virksomhederne kan fortsætte deres virksomhed her i landet uden tilladelse, indtil Finanstilsynet har truffet afgørelse om ansøgningen. Har virksomheden ikke sendt en ansøgning om tilladelse til valutavekslingsvirksomhed til Finanstilsynet, så den er modtaget senest den 31. december 2017, skal udøvelse af valutavekslingsvirksomhed ophøre den 31. december 2017.

Stk. 5. Finanstilsynet kan for virksomheder omfattet af overgangsordningen i stk. 4 inddrage registreringen, hvis et medlem af virksomhedens øverste eller daglige ledelse er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2, eller hvis virksomheden eller en reel ejer er dømt for et strafbart forhold, der begrunder en nærliggende fare for misbrug af stillingen eller hvervet, jf. straffelovens § 78, stk. 2.

Stk. 6. Finanstilsynet kan for virksomheder omfattet af overgangsordningen i stk. 4 inddrage registreringen, hvis virksomheden har indgivet begæring om rekonstruktionsbehandling eller konkurs eller er under rekonstruktionsbehandling eller konkursbehandling.

§ 82. I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 174 af 31. januar 2017, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og § 2 i lov nr. 532 af 29. april 2015 og senest ved § 45 i lov nr. 426 af 3. maj 2017, og som ændres ved det af Folketinget den 30. maj 2017 vedtagne forslag til lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere og forskellige andre love (Gennemførelse af direktiv om markeder for finansielle instrumenter (MiFID II) og ændringer som følge af forordning om markeder for finansielle instrumenter (MiFIR) m.v.), foretages følgende ændringer:

  1. I § 61 a, stk. 1, nr. 5, ændres »§§ 4 og 5 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme« til: »§§ 3 og 4 i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme«.

  2. I § 343 x, stk. 1, nr. 3, udgår »af udbytte«.

  3. § 360, stk. 2, ophæves.

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 2 og 3.

  1. I § 361, stk. 1, nr. 13, ændres »nr. 12,« til: »nr. 8,«, og »af udbytte« udgår.

  2. § 361, stk. 1, nr. 18, ophæves.

Nr. 19-35 bliver herefter nr. 18-34.

  1. I § 361, stk. 1, indsættes som nr. 35:

»35) Valutavekslingsvirksomheder, jf. lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme, betaler 12.600 kr.«

  1. § 361, stk. 6, affattes således:

»Stk. 6. Følgende fysiske og juridiske personer omfattet af lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet:

  1. Virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 8, i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme betaler årligt et grundbeløb til Finanstilsynet på 4.100 kr.

  2. Valutavekslingsvirksomheder betaler 26.000 kr.«

  1. I § 368, stk. 1, ændres »§ 360, stk. 4« til: »§ 360, stk. 3«.

§ 83. I lov om spil, jf. lovbekendtgørelse nr. 1494 af 6. december 2016, foretages følgende ændringer:

  1. § 41, stk. 3, ophæves.

  2. Efter § 42 indsættes:

»§ 42 a. Ud over det tilsyn, som følger af bestemmelser i denne lov, dækker gebyrer opkrævet i henhold til § 42 tillige spillemyndighedens tilsyn, som er pålagt spillemyndigheden i lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme.«

  1. § 60, stk. 2 og 3, ophæves.

§ 84. I lov om betalingstjenester og elektroniske penge, jf. lovbekendtgørelse nr. 613 af 24. april 2015, som ændret ved lov nr. 1410 af 4. december 2015, § 27 i lov nr. 375 af 27. april 2016 og § 7 i lov nr. 1549 af 13. december 2016, foretages følgende ændringer:

  1. I § 7, stk. 3, nr. 10, udgår »af udbytte« og »om betaler«.

  2. I § 23, stk. 2, nr. 2, udgår »af udbytte«.

  3. I § 34, stk. 2, udgår »af penge«.

  4. I § 35, stk. 2, udgår »af penge«.

  5. I § 56 ændres »§ 2« til: »§ 5«, og »af udbytte« udgår.

  6. I § 90, stk. 1, nr. 5, og stk. 3, nr. 3, udgår »af udbytte«.

§ 85. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 8. juni 2017

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Brian Mikkelsen


Bilag 1

Bilag 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 8

  1. Modtagelse af indlån og andre tilbagebetalingspligtige midler.

  2. Udlånsvirksomhed, herunder

a) forbrugerkreditter

b) realkreditlån

c) factoring og diskontering

d) handelskreditter (inkl. forfaitering)

  1. Finansiel leasing.

  2. Udstedelse og administration af andre betalingsmidler (for eksempel rejsechecks og bankveksler), i det omfang, aktiviteten ikke er omfattet af lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

  3. Sikkerhedsstillelse og garantier.

  4. Transaktioner for kunders regning vedrørende

a) pengemarkedsinstrumenter (checks, veksler, indskudsbeviser m.v.),

b) valutamarkedet,

c) finansielle futures og optioner,

d) valuta- og renteinstrumenter,

e) værdipapirer.

  1. Medvirken ved emission af værdipapirer og tjenesteydelser i forbindelse hermed.

  2. Rådgivning til virksomheder vedrørende kapitalstruktur, industristrategi og dermed beslægtede spørgsmål samt rådgivning og tjenesteydelser vedrørende sammenslutning og opkøb af virksomheder.

  3. Pengeformidling (money broking).

  4. Porteføljeadministration og -rådgivning.

  5. Opbevaring og forvaltning af værdipapirer.

  6. Bankboksudlejning.


Bilag 2

Følgende faktorer og typer dokumentation kendetegner situationer, der potentielt indebærer en begrænset risiko:

  1. Kunderisikofaktorer:

a) Børsnoterede selskaber, der er undergivet oplysningspligt (enten i henhold til børsregler eller lovgivning eller fuldbyrdelsesforanstaltninger), som pålægger dem at sikre passende gennemsigtighed i forhold til reelt ejerskab.

b) Offentlige forvaltninger eller virksomheder.

  1. Risikofaktorer i forbindelse med produkter, tjenesteydelser, transaktioner eller leveringskanaler:

a) Livsforsikringer, hvor den årlige præmie er lav.

b) Pensionsforsikringer, hvis der ikke er nogen tidlig tilbagekøbsklausul og policen ikke kan bruges til sikkerhedsstillelse.

c) Pensionsordninger el. lign., der udbetaler pension til ansatte, og hvor bidragene indbetales gennem fradrag i lønnen og reglerne for den pågældende ordning ikke tillader overdragelse af et medlems rettigheder i henhold til ordningen.

d) Finansielle produkter eller tjenesteydelser, som leverer behørigt definerede og begrænsede tjenesteydelser til visse kundetyper med det formål at fremme finansiel inklusion.

e) Produkter, hvor risikoen for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme styres af andre faktorer, f.eks. udgiftslofter eller gennemsigtighed i forhold til ejerskab (f.eks. visse former for elektroniske penge).

  1. Geografiske risikofaktorer:

a) EU- eller EØS-lande.

b) Tredjelande, som har effektive ordninger til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

c) Tredjelande, som troværdige kilder har identificeret som lande med et begrænset omfang af korruption eller anden kriminel aktivitet.

d) Tredjelande, som på grundlag af troværdige kilder såsom gensidige evalueringer, rapporter om detaljeret vurdering eller offentliggjorte opfølgningsrapporter har krav om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der er i overensstemmelse med FATF-anbefalinger af 2012, og som gennemfører disse krav på en effektiv måde.


Bilag 3

Følgende faktorer og typer dokumentation kendetegner situationer, der potentielt indebærer en øget risiko:

  1. Kunderisikofaktorer:

a) Forretningsforholdet eksisterer under usædvanlige omstændigheder.

b) Juridiske personer eller juridiske arrangementer, som er personlige formueforvaltningsselskaber.

c) Selskaber, som har nomineeaktionærer eller ihændehaveraktier.

d) Kontantbaserede virksomheder.

e) Selskabets ejerstruktur virker usædvanlig eller for kompleks i betragtning af selskabets forretningsaktiviteter.

  1. Risikofaktorer i forbindelse med produkter, tjenesteydelser, transaktioner eller leveringskanaler:

a) Private banking

b) Produkter eller transaktioner, som kan fremme anonymitet.

c) Forretningsforbindelser eller transaktioner uden direkte kontakt uden sikkerhedsforanstaltninger såsom elektroniske underskrifter.

d) Betalinger fra ukendte eller ikkeassocierede tredjemænd.

e) Nye produkter og nye forretningsprocedurer, herunder nye leveringsmekanismer, og brug af nye teknologier eller teknologier under udvikling til både nye og eksisterende produkter.

  1. Geografiske risikofaktorer:

a) Lande som troværdige kilder, f.eks. gensidige evalueringer, rapporter om detaljeret vurdering eller offentliggjorte opfølgningsrapporter, har identificeret som lande, der ikke har effektive ordninger til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, jf. dog § 17, stk. 2.

b) Lande, som troværdige kilder har identificeret som lande med et betydeligt omfang af korruption eller anden kriminel aktivitet.

c) Lande, som er genstand for sanktioner, embargoer eller lignende foranstaltninger truffet af f.eks. EU eller FN.

d) Lande, som finansierer eller støtter terrorvirksomhed, eller som huser kendte terrororganisationer.

Officielle noter

  1. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF, EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73. I loven er der medtaget visse bestemmelser fra Rådets forordning 2001/1338/EF af 28. juni 2001 om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, EF-Tidende 2001, nr. L 181, side 6, Rådets forordning 2001/1339/EF af 28. juni 2001 om udvidelse af virkningerne af forordning 2001/1338/EF om fastlæggelse af de foranstaltninger, der er nødvendige for at beskytte euroen mod falskmøntneri, til også at omfatte de medlemsstater, der ikke har indført euroen som fælles valuta, EF-Tidende 2001, nr. L 181, side 11, Europa-Kommissionens forordning 2010/1031/EU af 12. november 2010 om det tidsmæssige og administrative forløb af auktioner over kvoter for drivhusgasemissioner og andre aspekter i forbindelse med sådanne auktioner i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF om en ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Fællesskabet, EU-Tidende 2010, nr. L 302, side 1, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006, EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 2. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.