§ Lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven) · kapitel 22 af 30
Kapitel 7 – Ansatte
LOV nr 651 af 08/06/2017
§ 35. Virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, 8 og 11, for så vidt angår alternative investeringsfonde, og nr. 13-20, skal have en ordning, hvor deres ansatte via en særlig, uafhængig og selvstændig kanal kan indberette overtrædelser eller potentielle overtrædelser af denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Indberetninger til ordningen skal kunne foretages anonymt.
Stk. 2. Ordningen i stk. 1 kan etableres via kollektiv overenskomst.
Stk. 3. Stk. 1 finder alene anvendelse for virksomheder og personer, som beskæftiger flere end fem ansatte. Ordningen nævnt i stk. 1 skal være etableret, senest 3 måneder efter at virksomheden eller personen har ansat den sjette ansatte.
Stk. 4. Tilsynsmyndigheden kan i særlige tilfælde, hvor myndigheden vurderer, at det vil være formålsløst, at der oprettes en ordning, dispensere fra kravet i stk. 1.
§ 36. Virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 5, 8 og 11, for så vidt angår alternative investeringsfonde, og nr. 13-20, må ikke udsætte en ansat for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte har indberettet virksomhedens eller personens overtrædelse eller potentielle overtrædelse af denne lov og regler udstedt i medfør heraf til en tilsynsmyndighed eller til en ordning i virksomheden.
Stk. 2. Virksomheder og personer omfattet af denne lov må ikke udsætte en ansat for ufordelagtig behandling eller ufordelagtige følger, som følge af at den ansatte har foretaget en intern underretning om mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme eller en underretning til Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet i henhold til § 26, stk. 1 eller 2.
Stk. 3. Ansatte, hvis rettigheder er krænket ved overtrædelse af stk. 1 eller 2, kan tilkendes en godtgørelse i overensstemmelse med principperne i ligebehandlingsloven. Godtgørelsen fastsættes under hensyn til den ansattes ansættelsestid og sagens omstændigheder i øvrigt.
Stk. 4. Stk. 1-3 kan ikke ved aftale fraviges til ugunst for den ansatte.