Lov om kapitalmarkeder § 55
§ 55. Opfylder kapitalejere, der besidder andele som nævnt i § 51, stk. 1, ikke kravene i § 51, stk. 2, kan Finanstilsynet ophæve den stemmeret, der er knyttet til de pågældende ejeres kapitalandele, eller påbyde virksomheden at følge bestemte retningslinjer.
Stk. 2. Finanstilsynet kan ophæve den stemmeret, der er knyttet til kapitalandele ejet af fysiske eller juridiske personer, som ikke overholder forpligtelsen i § 51, stk. 1, til forudgående ansøgning om godkendelse. Kapitalandelene tildeles igen fuld stemmeret, hvis Finanstilsynet kan godkende erhvervelsen.
Stk. 3. Har en fysisk eller juridisk person erhvervet kapitalandele som nævnt i § 51, stk. 1, uanset at Finanstilsynet har afslået at godkende denne erhvervelse af kapitalandele, skal Finanstilsynet ophæve stemmeretten tilknyttet disse kapitalandele.
Stk. 4. Har Finanstilsynet ophævet stemmeretten i medfør af stk. 1-3, kan kapitalandelen ikke indgå i opgørelsen af den stemmeberettigede kapital, som er repræsenteret på generalforsamlingen.
Afsnit IV
Fælles regler for virksomheder under tilsyn
Kilde: Retsinformation.dk