Lov om kapitalmarkeder § 13

§ 13. Finanstilsynet træffer afgørelse om prospektets godkendelse, når udsteder har hjemland i Danmark eller kompetencen til at godkende prospekter er henvist til Danmark, jf. § 14, stk. 2.

Stk. 2. Finanstilsynet giver udstederen, udbyderen eller den fysiske eller juridiske person, der anmoder om optagelse til handel, meddelelse om sin afgørelse om prospektets godkendelse senest 10 hverdage efter modtagelsen af ansøgningen om godkendelse af prospektet, jf. dog § 14, stk. 1.

Stk. 3. Fristen i stk. 1 forlænges til 20 hverdage, hvis udbud til offentligheden vedrører omsættelige værdipapirer udstedt af en udsteder, som ikke har omsættelige værdipapirer optaget til handel, og som ikke tidligere har udbudt omsættelige værdipapirer til offentligheden.

Stk. 4. Er der rimelig grund til at antage, at de indsendte dokumenter er ufuldstændige, eller at der er behov for yderligere oplysninger, finder fristerne i stk. 2 og 3 først anvendelse fra den dato, hvor udstederen, udbyderen eller den fysiske eller juridiske person, der anmoder om optagelse til handel, har tilvejebragt sådanne oplysninger. Er dokumenterne ufuldstændige, skal Finanstilsynet give den pågældende meddelelse herom senest 10 henholdsvis 20 hverdage efter modtagelsen af ansøgningen.

Kilde: Retsinformation.dk