§ Lov om forsøg med personlige, borgerstyrede budgetter til socialt udsatte borgere · kapitel 6 af 8
Kapitel 2 – Forsøg med personlige, borgerstyrede budgetter
LOV nr 547 af 30/05/2017
§ 4. Kommunalbestyrelsen i de kommuner, der deltager i forsøget med personlige, borgerstyrede budgetter, kan træffe afgørelse om at tilbyde et personligt budget til borgere, som er omfattet af målgruppen, jf. § 3.
Stk. 2. Ved et personligt budget forstås en personlig trækningsret på op til 50.000 kr., som borgeren i samarbejde med kommunen kan råde over og anvende efter borgerens egne ønsker og målsætninger til forskellige aktiviteter og andre mindre udgifter, der skal understøtte borgerens selvbestemmelse, rehabilitering og livskvalitet, i en periode på i alt 12 sammenhængende måneder.
Stk. 3. Afgørelser efter stk. 1 kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 4. Flytter en borger, som modtager støtte i form af et personligt budget efter stk. 1, til en anden kommune inden periodens udløb, bortfalder borgerens adgang til støtte.
§ 5. Kommunen skal tilknytte borgeren en socialfaglig medarbejder, når der er truffet afgørelse om at tilbyde støtte i form af et personligt budget. I perioden, hvor borgeren modtager støtte i form af et personligt budget, skal den socialfaglige medarbejder støtte borgeren i at realisere egne ønsker og målsætninger, jf. § 1.
§ 6. Et personligt budget, og herunder den tilknyttede socialfaglige medarbejder, må ikke erstatte øvrig støtte og tilbud til borgeren, som kommunen er forpligtet til at yde efter reglerne i lov om social service, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og anden relevant lovgivning.