§ Retshåndhævelsesloven · kapitel 27 af 46
Kapitel 4 – Oplysninger, der skal stilles til rådighed for eller gives til den registrerede
LOV nr 410 af 27/04/2017
§ 13. Den dataansvarlige skal stille følgende oplysninger til rådighed for den registrerede:
-
Identitet på og kontaktoplysninger for den dataansvarlige.
-
Kontaktoplysninger for databeskyttelsesrådgiveren og oplysninger om dennes funktion i forhold til de registrerede.
-
Formålene med den behandling, som personoplysningerne skal bruges til.
-
Retten til at indgive en klage til en tilsynsmyndighed og kontaktoplysninger for tilsynsmyndigheden.
-
Den registreredes rettigheder efter kapitel 5 og 6.
-
Retten til at lade den kompetente tilsynsmyndighed udøve den registreredes rettigheder i forhold til de kompetente myndigheders afgørelser om undladelse, udsættelse, begrænsning eller nægtelse efter dette kapitel og kapitel 5 og 6, jf. § 40, stk. 1, nr. 10.
Stk. 2. Er det nødvendigt for, at den registrerede kan varetage sine interesser, skal den dataansvarlige som minimum give den registrerede meddelelse om følgende:
-
Retsgrundlaget for behandlingen.
-
Det tidsrum, hvor personoplysningerne vil blive opbevaret, eller, hvis dette ikke er muligt, de kriterier, der anvendes til at fastlægge dette tidsrum.
-
Kategorierne af eventuelle modtagere af personoplysningerne, herunder i tredjelande eller internationale organisationer.
-
Yderligere oplysninger, hvis det er nødvendigt, navnlig hvis personoplysningerne indsamles uden den registreredes vidende.
§ 14. Meddelelse efter § 13, stk. 2, kan udsættes, begrænses eller undlades, hvis den registreredes interesse i at få kendskab til oplysningerne findes at burde vige for at
-
undgå, at der lægges hindringer i vejen for officielle eller retlige undersøgelser, efterforskninger eller procedurer,
-
undgå at skade forebyggelsen, afsløringen, efterforskningen eller retsforfølgningen af strafbare handlinger eller fuldbyrdelsen af strafferetlige sanktioner,
-
beskytte den offentlige sikkerhed,
-
beskytte statens sikkerhed eller
-
beskytte den registreredes eller andres rettigheder.
Stk. 2. Justitsministeren fastsætter nærmere regler om, hvilke kategorier af behandling der er omfattet af stk. 1, og om, at meddelelse efter § 13, stk. 2, kan udsættes til et passende tidspunkt, for så vidt hensynene i stk. 1 må antages at medføre, at meddelelser i almindelighed må underkastes en sådan udsættelse.