← Lov om stedbestemt information

§ Lov om stedbestemt information · kapitel 15 af 18

Kapitel 6 – Samordning og koordination

LOV nr 380 af 26/04/2017

§ 11. Energi-, forsynings- og klimaministeren har ansvaret for koordinationen af offentlige opgaver omfattet af kapitel 2-5, herunder af offentlig opmåling og kortlægning og anden offentlig registrering af stedbestemte informationer. Ministeren kan indgå i tværoffentlige samarbejder til varetagelsen af disse opmålings-, kortlægnings- og registreringsopgaver.

Stk. 2. Ministeren kan efter forhandling med berørte myndigheder og internationale og private organisationer fastsætte regler om standarder og normer for gennemførelsen af offentlig opmåling og kortlægning og anden offentlig registrering af stedbestemte informationer.

Stk. 3. Offentlige myndigheder og institutioner og koncessionerede selskaber skal efter anmodning give ministeren oplysning om igangværende og påtænkte aktiviteter inden for opmåling, kortlægning og anden registrering af stedbestemte informationer.