§ Lov om Haagerkonventionen af 2007 · kapitel 5 af 9
KAPITEL V – ANERKENDELSE OG FULDBYRDELSE
LOV nr 275 af 27/03/2017
Artikel 19
Kapitlets anvendelsesområde
-
Dette kapitel finder anvendelse på afgørelser truffet af en judiciel eller en administrativ myndighed vedrørende underholdspligt. Begrebet »afgørelse« omfatter også et forlig eller en aftale indgået for eller godkendt af en sådan myndighed. En afgørelse kan omfatte automatisk tilpasning ved indeksering, krav om betaling af restancer og om betaling af underholdsbidrag eller renter med tilbagevirkende kraft, samt fastsættelse af sagsomkostninger og udgifter.
-
Hvis en afgørelse ikke udelukkende vedrører underholdspligt, begrænses virkningen af dette kapitel til de dele af afgørelsen, der vedrører underholdspligt.
-
Med henblik på stk. 1 forstås ved »administrativ myndighed« et offentligt organ, hvis afgørelser ifølge den pågældende stats lovgivning:
a) kan gøres til genstand for appel eller fornyet prøvelse ved en judiciel myndighed, og
b) har samme retskraft og -virkning som en afgørelse truffet af en judiciel myndighed i samme sag.
-
Dette kapitel finder også anvendelse på aftaler om underholdsbidrag i medfør af artikel 30.
-
Bestemmelserne i dette kapitel finder anvendelse på en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse, der indgives direkte til en kompetent myndighed i den anmodede stat, jf. artikel 37.
Artikel 20
Grundlag for anerkendelse og fuldbyrdelse
- En afgørelse, som træffes i en kontraherende stat (»afgørelsesstaten«), skal anerkendes og fuldbyrdes i andre kontraherende stater, hvis:
a) sagsøgte havde sit sædvanlige opholdssted i afgørelsesstaten, da sagen blev anlagt
b) sagsøgte har anerkendt kompetence enten udtrykkeligt eller ved at tage stilling til sagens realiteter uden at bestride kompetencen ved først givne lejlighed
c) den bidragsberettigede havde sit sædvanlige opholdssted i afgørelsesstaten, da sagen blev anlagt
d) det barn, der er tilkendt underholdsbidrag, havde sit sædvanlige opholdssted i afgørelsesstaten, da sagen blev anlagt, forudsat at sagsøgte har boet sammen med barnet i denne stat eller har haft bopæl i denne stat og sørget for barnets underhold der
e) parterne har indgået en skriftlig aftale om kompetence, dog ikke i tvister vedrørende underholdspligt over for børn, eller
f) afgørelsen er truffet af en myndighed, der udøver kompetence i en sag om retlig status eller forældreansvar, medmindre denne kompetence alene støttes på en af parternes nationalitet.
-
En kontraherende stat kan tage forbehold vedrørende stk. 1, litra c), e) eller f), jf. artikel 62.
-
En kontraherende stat, der tager forbehold ifølge stk. 2, skal anerkende og fuldbyrde en afgørelse, hvis statens lovgivning under lignende forhold giver eller ville have givet dens myndigheder kompetence til at træffe en sådan afgørelse.
-
En kontraherende stat skal, hvis anerkendelse af en afgørelse ikke er mulig på grund af et forbehold ifølge stk. 2, og hvis den bidragspligtige har sit sædvanlige opholdssted i denne stat, træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse til gavn for den bidragsberettigede. Ovenstående sætning finder ikke anvendelse på direkte anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse ifølge artikel 19, stk. 5, eller krav om underhold som nævnt i artikel 2, stk. 1, litra b).
-
En afgørelse til fordel for et barn under 18 år, der ikke kan anerkendes udelukkende på grund af et forbehold vedrørende stk. 1, litra c), e) eller f), skal give barnet ret til underhold i den anmodede stat.
-
En afgørelse anerkendes kun, hvis den har retskraft i afgørelsesstaten, og den fuldbyrdes kun, hvis den er eksigibel i afgørelsesstaten.
Artikel 21
Udskillelse og delvis anerkendelse og fuldbyrdelse
-
Hvis den anmodede stat ikke kan anerkende eller fuldbyrde hele afgørelsen, skal den anerkende eller fuldbyrde de dele af afgørelsen, der kan anerkendes eller fuldbyrdes.
-
Der kan altid anmodes om delvis anerkendelse eller fuldbyrdelse af en afgørelse.
Artikel 22
Grunde til nægtelse af anerkendelse og fuldbyrdelse
Anerkendelse og fuldbyrdelse kan nægtes, hvis:
a) anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelsen ville være åbenbart uforenelig med de grundlæggende retsprincipper (»ordre public«) i den anmodede stat
b) afgørelsen er opnået ved processuelt bedrageri
c) der verserer en sag mellem de samme parter i en tvist om samme genstand og på samme grundlag ved en myndighed i den anmodede stat, og denne sag blev indledt først
d) afgørelsen er uforenelig med en afgørelse, der er truffet enten i den anmodede stat eller i en anden stat mellem de samme parter i en tvist om samme genstand og på samme grundlag, og sidstnævnte afgørelse opfylder betingelserne anerkendelse og fuldbyrdelse i den anmodede stat
e) i en sag, hvor sagsøgte hverken har givet møde eller været repræsenteret under sagen i afgørelsesstaten:
i) når lovgivningen i afgørelsesstaten foreskriver, at sagsøgte skal underrettes om sagen, og denne ikke er blevet behørigt underrettet og ikke har haft mulighed for at udtale sig, eller
ii) når loven i afgørelsesstaten ikke foreskriver, at sagsøgte skal underrettes om sagen, og denne ikke er blevet behørigt underrettet om afgørelsen og ikke har haft mulighed for at gøre indsigelse mod eller appellere afgørelsen under henvisning til faktiske eller retlige forhold, eller
f) afgørelsen er truffet i modstrid med artikel 18.
Artikel 23
Procedure for en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse
-
Med forbehold af bestemmelserne i denne konvention reguleres procedurerne for anerkendelse og fuldbyrdelse af loven i den anmodede stat.
-
Når en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse indgives via centralmyndighederne i overensstemmelse med kapitel III, skal centralmyndigheden straks:
a) videresende anmodningen til den kompetente myndighed, som uden ophør erklærer afgørelsen for eksigibel eller registrerer afgørelsen til fuldbyrdelse, eller
b) selv træffe sådanne foranstaltninger, hvis myndigheden har kompetence hertil.
-
Hvis anmodningen indgives direkte til en kompetent myndighed i den anmodede stat i overensstemmelse med artikel 19, stk. 5, erklærer denne myndighed uden ophør afgørelsen for eksigibel eller registrerer afgørelsen til fuldbyrdelse.
-
En erklæring eller registrering kan kun nægtes af de grunde, der er nævnt i artikel 22, litra a). På dette tidspunkt kan hverken den, der indgiver anmodningen, eller sagsøgte gøre indsigelser.
-
Den, der indgiver anmodningen, og sagsøgte skal straks underrettes om en erklæring eller registrering i medfør af stk. 2 og 3, eller en nægtelse i medfør af stk. 4, og har mulighed for fremsætte indsigelser mod eller appellere afgørelsen under henvisning til faktiske eller retlige forhold.
-
En indsigelse eller appel skal fremsættes inden 30 dage efter underretning ifølge stk. 5. Hvis den anfægtende part ikke har bopæl i den kontraherende stat, hvor erklæringen eller registreringen er foretaget eller nægtet, skal indsigelse eller appel fremsættes inden 60 dage efter underretning.
-
En indsigelse eller appel kan udelukkende baseres på følgende:
a) de grunde til at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse, der er nævnt i artikel 22
b) grundlaget for anerkendelse og fuldbyrdelse ifølge artikel 20
c) ægtheden eller integriteten af dokumenter, der er fremsendt i medfør af artikel 25, stk. 1, litra a), b) eller d), eller stk. 3, litra b).
-
Sagsøgtes indsigelse eller appel kan også baseres på indfrielse af gælden, i det omfang anerkendelse og fuldbyrdelse vedrører allerede forfaldne betalinger.
-
Den, der indgiver anmodningen, og sagsøgte underrettes straks om den afgørelse, der træffes som følge af indsigelsen eller appellen.
-
Hvis lovgivningen i den anmodede stat giver yderligere mulighed for appel, må det ikke føre til, at fuldbyrdelsen af afgørelsen udsættes, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder.
-
Når der skal træffes afgørelser om anerkendelse og fuldbyrdelse, herunder afgørelser vedrørende en appel, skal den kompetente myndighed handle hurtigt.
Artikel 24
Alternativ procedure for en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse
-
Uanset artikel 23, stk. 2-11, kan en stat i overensstemmelse med artikel 63 erklære, at den vil anvende proceduren for anerkendelse og håndhævelse som fastsat i denne artikel.
-
Når en anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse af en afgørelse indgives via centralmyndighederne i overensstemmelse med kapitel III, skal den anmodede centralmyndighed straks:
a) videresende anmodningen til den kompetente myndighed, som træffer afgørelse om anmodningen om anerkendelse og fuldbyrdelse, eller
b) selv træffe en sådan afgørelse, hvis myndigheden har kompetence hertil.
-
Den kompetente myndighed træffer afgørelse om anerkendelse og fuldbyrdelse, når sagsøgte uden ophør er blevet behørigt underrettet om sagen, og begge parter har haft en rimelig mulighed for at udtale sig.
-
Den kompetente myndighed kan på eget initiativ tage de grunde til nægtelse af anerkendelse og fuldbyrdelse, der er nævnt i artikel 22, litra a), c) og d), op til fornyet vurdering. Den kan revurdere de grunde, der er nævnt i artikel 20, 22 og 23, stk. 7, litra c), hvis sagsøgte har gjort disse gældende, eller hvis der opstår tvivl om disse grunde som følge af dokumenter fremlagt i overensstemmelse med artikel 25.
-
Nægtelse af anerkendelse og fuldbyrdelse kan også begrundes med indfrielse af gælden, i det omfang anerkendelse og fuldbyrdelse vedrører allerede forfaldne betalinger.
-
Hvis lovgivningen i den anmodede stat giver mulighed for appel, må det ikke føre til, at fuldbyrdelsen af afgørelsen udsættes, medmindre der foreligger ekstraordinære omstændigheder.
-
Når der skal træffes afgørelser om anerkendelse og fuldbyrdelse, herunder afgørelser vedrørende en appel, skal den kompetente myndighed handle hurtigt.
Artikel 25
Dokumenter
- En anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse efter artikel 23 eller artikel 24 skal ledsages af følgende:
a) afgørelsens fulde tekst
b) et dokument, der angiver, at afgørelsen er eksigibel i afgørelsesstaten, og hvis der er tale om en afgørelse truffet af en administrativ myndighed, et dokument, der angiver, at kravene i artikel 19, stk. 3, er opfyldt, medmindre den pågældende stat i overensstemmelse med artikel 57 har præciseret, at afgørelser fra statens administrative myndigheder altid opfylder disse krav
c) hvis sagsøgte hverken har givet møde eller været repræsenteret under retssagen i afgørelsesstaten, et dokument eller flere dokumenter, der alt efter omstændighederne dokumenterer, at sagsøgte er blevet behørigt underrettet om retssagen og har haft mulighed for at udtale sig, eller at sagsøgte er blevet behørigt underrettet om afgørelsen og har haft mulighed for at gøre indsigelse eller påklage afgørelsen under henvisning til faktiske eller retlige forhold
d) hvor nødvendigt et dokument med angivelse af restancer og datoen for opgørelsen heraf
e) hvor nødvendigt et dokument med oplysninger, der skal bruges til at foretage de nødvendige beregninger, hvis afgørelsen foreskriver automatisk indeksering
f) hvor nødvendigt et dokument, der angiver, i hvilket omfang den, der indgiver anmodningen, har fået gratis retshjælp i afgørelsesstaten.
- Efter en indsigelse eller appel i medfør af artikel 23, stk. 7, litra c), eller efter anmodning fra den kompetente myndighed i den anmodede stat fremlægges der straks en fuldstændig kopi af det omhandlede dokument bekræftet af den kompetente myndighed i afgørelsesstaten:
a) af centralmyndigheden i den anmodende stat, hvis anmodningen er indgivet i overensstemmelse med kapitel III
b) af den, der indgiver anmodningen, hvis anmodningen er indgivet direkte til en kompetent myndighed i den anmodede stat.
- En kontraherende stat kan i overensstemmelse med artikel 57 præcisere:
a) at anmodningen skal ledsages af en fuldstændig kopi af afgørelsen bekræftet af den kompetente myndighed i afgørelsesstaten
b) omstændigheder, under hvilke den i stedet for afgørelsens fulde tekst vil acceptere en sammenfatning eller et uddrag af afgørelsen udarbejdet af den kompetente myndighed i afgørelsesstaten i den udformning, som Haagerkonferencen om International Privatret har anbefalet og offentliggjort, eller
c) at den ikke kræver et dokument, der erklærer, at kravene i artikel 19, stk. 3, er opfyldt.
Artikel 26
Procedure for en anmodning om anerkendelse
Dette kapitel finder tilsvarende anvendelse på en anmodning om anerkendelse af en afgørelse, bortset fra at kravet om eksigibilitet erstattes af kravet om, at afgørelsen har retskraft i afgørelsesstaten.
Artikel 27
Fastlæggelse af de faktiske omstændigheder
De kompetente myndigheder i den anmodede stat er bundet af de faktiske omstændigheder, hvorpå myndigheden i afgørelsesstaten støttede sin kompetence.
Artikel 28
Ingen prøvelse med hensyn til sagens realitet
De kompetente myndigheder i den anmodede stat må ikke foretage prøvelse af sagens realitet.
Artikel 29
Intet krav om fysisk tilstedeværelse for barnet eller den, der indgiver anmodningen
Fysisk tilstedeværelse for barnet eller den, der indgiver anmodningen, er ikke påkrævet i sager, der indledes i den anmodede stat i henhold til dette kapitel.
Artikel 30
Aftaler om underholdsbidrag
-
En aftale om underholdsbidrag indgået i en kontraherende stat skal kunne anerkendes og fuldbyrdes som en afgørelse i henhold til dette kapitel, forudsat at den er eksigibel som en afgørelse i afgørelsesstaten.
-
Med henblik på artikel 10, stk. 1, litra a) og b), og stk. 2, litra a), omfatter begrebet »afgørelse« en aftale om underholdsbidrag.
-
En anmodning om anerkendelse og fuldbyrdelse skal ledsages af følgende:
a) den fulde tekst af aftalen om underholdsbidrag, og
b) et dokument, der fastslår, at den pågældende aftale om underholdsbidrag er eksigibel som en afgørelse i afgørelsesstaten.
- Anerkendelse og fuldbyrdelse af en aftale om underholdsbidrag kan nægtes, hvis:
a) anerkendelse og fuldbyrdelse er åbenbart uforenelig med de grundlæggende retsprincipper i den anmodede stat
b) aftalen om underholdsbidrag er opnået ved svig eller forfalskning
c) aftalen om underholdsbidrag er uforenelig med en afgørelse, der er truffet enten i den anmodede stat eller i en anden stat mellem de samme parter i en tvist om samme genstand og på samme grundlag, og sidstnævnte afgørelse opfylder betingelserne for anerkendelse og fuldbyrdelse i den anmodede stat.
- Bestemmelserne i dette kapitel finder med undtagelse af artikel 20, 22, 23, stk. 7, og artikel 25, stk. 1 og 3, alt andet lige anvendelse på anerkendelse og fuldbyrdelse af en aftale om underholdsbidrag, dog således at:
a) en erklæring eller registrering i overensstemmelse med artikel 23, stk. 2 og 3, kun kan nægtes af de grunde, der er nævnt i stk. 4, litra a)
b) en indsigelse eller appel som nævnt i artikel 23, stk. 6, udelukkende kan baseres på følgende:
i) de grunde til nægtelse af anerkendelse og fuldbyrdelse, der er nævnt i stk. 4
ii) ægtheden eller integriteten af dokumenter, der fremlægges i medfør af stk. 3
c) hvad angår proceduren efter artikel 24, stk. 4, kan den kompetente myndighed på eget initiativ tage den grund til nægtelse af anerkendelse og fuldbyrdelse, der er nævnt i stk. 4, litra a), i denne artikel, op til fornyet behandling. Den kan revurdere de grunde, der er nævnt i stk. 4 i denne artikel, samt ægtheden eller integriteten af dokumenter fremlagt i overensstemmelse med stk. 3, hvis sagsøgte har gjort disse gældende, eller hvis der opstår tvivl om de påberåbte grunde som følge af disse dokumenter.
-
En sag om anerkendelse og fuldbyrdelse af en aftale om underholdsbidrag udsættes, hvis en indsigelse vedrørende aftalen behandles af en kompetent myndighed i en kontraherende stat.
-
En stat kan i overensstemmelse med artikel 63 erklære, at anmodninger om anerkendelse og fuldbyrdelse af en aftale om underholdsbidrag udelukkende kan indgives via centralmyndighederne.
-
En kontraherende stat kan i overensstemmelse med artikel 62 forbeholde sig ret til ikke at anerkende og fuldbyrde en aftale om underholdsbidrag.
Artikel 31
Afgørelser, der kommer i stand som en kombination af foreløbige og stadfæstende foranstaltninger
Når en afgørelse kommer i stand som en kombination af en foreløbig foranstaltning truffet i en stat og en foranstaltning truffet af en myndighed i en anden stat, der stadfæster den foreløbige foranstaltning (»den stadfæstende stat«):
a) vil begge stater med henblik på dette kapitel blive anset for at være afgørelsesstat
b) vil kravene i artikel 22, litra e), blive anset for opfyldt, hvis sagsøgte har fået behørigt kendskab til procedurerne i den stadfæstende stat og mulighed for at gøre indsigelse mod stadfæstelse af den foreløbige foranstaltning
c) vil kravet i artikel 20, stk. 6, om at en afgørelse skal være eksigibel i afgørelsesstaten, blive anset for at være opfyldt, hvis afgørelsen er eksigibel i den stadfæstende stat, og
d) vil artikel 18 ikke være til hinder for, at der indledes sager om ændring af afgørelsen i de pågældende stater.