← Lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis

§ Lov om forsøgsordning med medicinsk cannabis · kapitel 21 af 28

Kapitel 7 – Navngivning, mærkning og emballage

LOV nr 1668 af 26/12/2017

§ 48. Et cannabismellemprodukt skal navngives med cannabisudgangsproduktets navn efterfulgt af navnet på fremstilleren af cannabismellemproduktet, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. En mellemproduktfremstiller skal i forbindelse med ansøgning om optagelse på listen, jf. § 7, stk. 2, ansøge om godkendelse af navnet på cannabismellemproduktet.

Stk. 3. Lægemiddelstyrelsen godkender navnet på cannabismellemproduktet forud for optagelse på listen, jf. § 7, stk. 3. Navnet må ikke være vildledende med hensyn til varens sammensætning, virkning eller egenskaber i øvrigt. Navnet må ikke være egnet til at fremkalde forveksling med andre cannabisslutprodukter eller andre lægemidler.

Stk. 4. Et cannabisslutprodukts navn er identisk med cannabismellemproduktets navn.

§ 49. Mærkning af et cannabismellemprodukt og et cannabisslutprodukt skal være let læselig, let forståelig og uudslettelig.

Stk. 2. Mærkning i form af tekst skal være affattet på dansk.

§ 50. Mærkning af et cannabismellemprodukt og et cannabisslutprodukt må ikke indeholde elementer, der har reklamemæssig karakter.

§ 51. Mærkning af et cannabismellemprodukt og et cannabisslutprodukt må ikke være vildledende eller egnet til at fremkalde forveksling med andre lægemidler eller lægemiddelformer eller -styrker.

Stk. 2. Et cannabismellemprodukts og et cannabisslutprodukts emballage må ikke give anledning til forveksling af lægemidlet med nærings- og nydelsesmidler.

§ 52. Et cannabismellemprodukts emballage skal indeholde følgende oplysninger:

  1. Cannabismellemproduktets navn, jf. § 48, stk. 3.

  2. Cannabismellemproduktets indhold og styrke.

  3. Cannabismellemproduktets form.

  4. Pakningsstørrelse.

  5. Anvendelsesmåde.

  6. Eventuel tilberedningsmåde.

  7. Opbevaringsbetingelser og holdbarhed.

  8. Navn og adresse på fremstilleren af cannabismellemproduktet.

  9. Cannabisslutproduktets varenummer.

  10. Batchnummer.

Stk. 2. Mærkningsoplysningerne i stk. 1 skal anføres både på cannabismellemproduktets indre og eventuelle ydre emballage.

Stk. 3. Er det ikke muligt at anføre tilberedningsmåden, jf. stk. 1, nr. 6, på emballagen, jf. stk. 2, skal oplysningen i stedet medfølge i pakningen.

Stk. 4. Navnet på et cannabismellemprodukt skal tillige anføres i punktskrift på den eventuelle ydre emballage.

§ 53. Et cannabismellemprodukt skal være emballeret således, at brud på pakningens ydre emballage let kan konstateres.