Taxiloven § 41
§ 41. Indtil den 31. december 2020 udstedes årligt 500 nye tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 fordelt med 125 tilladelser pr. kvartal, jf. dog stk. 2. Ansøges der inden for et kvartal om flere end 125 tilladelser i henhold til § 3, sker fordelingen ved lodtrækning. En ansøger kan maksimalt ansøge om tildeling af 20 tilladelser pr. kvartal.
Stk. 2. I 2018 udstedes 650 nye tilladelser til erhvervsmæssig persontransport i henhold til § 3 fordelt med 200 i første kvartal og 150 i de tre følgende kvartaler. Ansøges der inden for et kvartal om flere tilladelser end det antal, der kan udstedes i henhold til 1. pkt., sker fordelingen ved lodtrækning. En ansøger kan maksimalt ansøge om tildeling af 20 tilladelser pr. kvartal.
Stk. 3. Modtageren af en tilladelse i henhold til stk. 1 og 2 skal inden for en frist af 2 måneder fra datoen for udstedelsen af tilladelsen oplyse transport-, bygnings- og boligministeren om registreringsnummer for den bil, tilladelsen anvendes til. Opfyldes denne betingelse ikke, bortfalder tilladelsen.
Stk. 4. Tilladelser, der ikke er blevet udnyttet, vil blive tillagt antallet af tilladelser, der udstedes i det første kvartal året efter.
Stk. 5. Ikke udnyttede tilladelser til taxikørsel i henhold til § 1, stk. 1, i lov om taxikørsel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 107 af 30. januar 2013, og tilladelser i henhold til § 3, der i medfør af § 19 er afleveret til transport-, bygnings- og boligministeren, genudstedes indtil den 31. december 2020 efter ansøgning i overensstemmelse med proceduren i stk. 1, 2 og 4.
Kilde: Retsinformation.dk