§ Adresseloven · kapitel 13 af 16
Kapitel 5 – Klageadgang, delegation og straf
LOV nr 136 af 01/02/2017
Klageadgang
§ 18. Adressemyndighedens afgørelser efter denne lov eller regler udstedt i medfør heraf kan påklages til energi-, forsynings- og klimaministeren, for så vidt angår retlige spørgsmål.
Stk. 2. Klageberettiget er
-
den, afgørelsen er rettet til, og
-
enhver, der må antages at have en individuel, væsentlig interesse i sagens udfald.
Stk. 3. Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt den pågældende. For beslutning, hvorom der er udfærdiget offentlig kundgørelse, regnes klagefristen fra offentliggørelsen. Når der er særlig grund dertil, kan energi-, forsynings- og klimaministeren se bort fra overskridelse af klagefristen.
Stk. 4. Klage over en afgørelse har ikke opsættende virkning, medmindre energi-, forsynings- og klimaministeren bestemmer andet.
Stk. 5. Afgørelser, der kan påklages efter stk. 1, kan ikke indbringes for domstolene, før klageadgangen er udnyttet. Søgsmål skal være anlagt, senest 6 måneder efter at energi-, forsynings- og klimaministerens afgørelse er meddelt den pågældende.
Delegation
§ 19. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan bemyndige en statslig myndighed under Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet til at udøve de beføjelser, der i denne lov er tillagt ministeren.
Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om adgangen til at påklage afgørelser, der er truffet i henhold til bemyndigelse efter stk. 1, herunder om, at afgørelser ikke skal kunne påklages.
Straf
§ 20. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed
-
undlader rettidigt at meddele oplysninger eller dokumentation, der afkræves efter § 8, stk. 1, eller
-
undlader at opsætte skiltning i overensstemmelse med § 9, stk. 1, 2, 4 og 5.
Stk. 2. I regler, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for overtrædelse af reglerne.
Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.