← Lov om tobaksvarer m.v.

§ Lov om tobaksvarer m.v. · kapitel 28 af 30

Kapitel 13 – Omkostninger og gebyrer

LOV nr 608 af 07/06/2016

§ 42. Sikkerhedsstyrelsen afholder omkostninger til høring af det rådgivende panel på EU-plan, der er nævnt i artikel 7, stk. 4, i direktiv 2014/40/EU, med henblik på vurdering af, om en tobaksvare er omfattet af forbuddet i § 14, stk. 1.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve de omkostninger, der er nævnt i stk. 1, refunderet af den fabrikant eller importør, der ønsker at markedsføre eller markedsfører den pågældende tobaksvare omfattet af forbuddet i § 14, stk. 1, her i landet.

§ 43. Sikkerhedsstyrelsen opkræver gebyrer til dækning af Sikkerhedsstyrelsens omkostninger ved modtagelse af indberetninger efter § 3, evalueringer efter § 5, stk. 2, godkendelse og kontrol af laboratorier, jf. § 11, stk. 1, og § 12, stk. 1, og registreringer, jf. § 23, stk. 1, samt Sikkerhedsstyrelsens kontrol efter §§ 32-39, der udføres hos fabrikanter og importører af tobaksvarer, som er omfattet af indberetningspligten i § 3, stk. 1.

Stk. 2. Gebyret opkræves hos fabrikanter og importører af tobaksvarer, der er omfattet af indberetningspligten i § 3, stk. 1. Gebyret fordeles på baggrund af den enkelte fabrikants eller importørs markedsandel på det danske marked. Vurderingen af den enkelte fabrikants eller importørs markedsandel foretages på baggrund af tobaksafgiften indberettet til SKAT.

Stk. 3. Til brug for fordeling af gebyret efter stk. 1 kan Sikkerhedsstyrelsen indhente ikkeoffentligt tilgængelige oplysninger om den indberettede tobaksafgift hos SKAT.

Stk. 4. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om undtagelser fra fordelingen af gebyrer efter stk. 2.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om størrelsen og opkrævningen af gebyrer efter stk. 1.

§ 44. Sikkerhedsstyrelsen opkræver et gebyr for anmeldelse efter § 26, stk. 1, og for årlig opretholdelse af anmeldelsen samt for indberetning efter § 28, stk. 1, og for årlig opretholdelse af indberetningen.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om undtagelser fra opkrævningen af gebyrerne nævnt i stk. 1.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om størrelsen og opkrævningen af gebyrer efter stk. 1.