§ Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) · kapitel 34 af 40
Kapitel 14 – Høring af offentligheden og myndigheder og offentliggørelse i forbindelse med miljøvurdering m.v. efter afsnit III
LOV nr 425 af 18/05/2016
Høring i forbindelse med miljøvurdering m.v. efter afsnit III
§ 35. Den myndighed, der foretager en miljøvurdering af bygherrens ansøgning og træffer afgørelse efter reglerne i afsnit III, skal foretage høring af
-
berørte myndigheder, før der træffes en afgørelse efter § 21,
-
offentligheden og berørte myndigheder ved afgrænsningen af miljøkonsekvensrapportens indhold, og før myndigheden afgiver en udtalelse efter § 23, og
-
de berørte myndigheder og offentligheden over miljøkonsekvensrapporten, som bygherren har fremlagt, herunder ansøgningen om tilladelse, før der træffes en afgørelse om tilladelse.
Stk. 2. Med henblik på høringen efter stk. 1, nr. 2, skal myndigheden offentliggøre en kort beskrivelse af hovedtrækkene i det påtænkte projekt samt følgende oplysninger:
-
Angivelse af, hvortil bemærkninger eller spørgsmål kan rettes, og nærmere oplysninger om fristerne for fremsendelse af bemærkninger eller spørgsmål.
-
Karakteren af eventuelle afgørelser eller udkast til afgørelse, hvis et sådant foreligger, samt efter hvilken lov afgørelsen skal træffes.
-
Hvorvidt de miljøoplysninger, der er indhentet af bygherren eller myndigheden til brug for sagens behandling, er til rådighed for offentligheden.
-
Hvor og hvordan de relevante oplysninger stilles til rådighed.
-
Hvilke foranstaltninger der er truffet med henblik på offentlighedens deltagelse i VVM.
Stk. 3. Med henblik på høringen efter stk. 1, nr. 3, skal myndigheden offentliggøre de i stk. 2 nævnte oplysninger med ansøgningen, miljøkonsekvensrapporten, eventuelle supplerende oplysninger, jf. § 24, og udkast til afgørelse om tilladelse.
Stk. 4. Myndigheden kan fastsætte passende tidsfrister for høringer af de berørte myndigheder, jf. stk. 1, nr. 1 og 2. Myndigheden fastsætter en frist for høring af offentligheden, jf. stk. 1, nr. 2, på 14 dage. Myndigheden kan fravige denne frist, såfremt der foreligger særlige omstændigheder. For høring af offentligheden, jf. stk. 1. nr. 3, er høringsfristen mindst 8 uger.
Offentliggørelse af afgørelser m.v. efter afsnit III
§ 36. Myndigheden skal offentliggøre en afgørelse efter § 21.
§ 37. Når der er truffet afgørelse om at give eller nægte tilladelse til et projekt omfattet af § 15, stk. 1, skal myndigheden straks sikre, at følgende oplysninger er tilgængelige for offentligheden og de berørte myndigheder:
-
Indholdet af afgørelsen og de betingelser, der eventuelt er knyttet hertil.
-
De vigtigste begrundelser og overvejelser, der ligger til grund for afgørelsen, herunder oplysninger om proceduren for offentlig deltagelse.
-
Resumeet af resultaterne af de høringer, der er foretaget.
-
De oplysninger, der er indsamlet i henhold til § 24, stk. 1, 2. pkt., og § 24, stk. 2, jf. §§ 35 og 38.
-
Hvordan resultaterne og oplysningerne, jf. nr. 3 og 4, er indarbejdet eller på anden måde taget i betragtning, herunder eventuelle kommentarer fra berørte stater.
Stk. 2. Den eller de myndigheder, der har truffet afgørelse om projektet, underretter alle stater, der er blevet hørt, jf. § 38, og fremsender de i stk. 1 nævnte oplysninger.