← Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)

§ Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) · kapitel 23 af 40

Kapitel 3 – Definitioner

LOV nr 425 af 18/05/2016

§ 5. I denne lov forstås ved:

  1. Offentligheden:

a) En eller flere fysiske eller juridiske personer (selskaber m.v.), som direkte eller indirekte berøres eller forventes berørt af planen, programmet eller projektet, og

b) foreninger og organisationer, der har beskyttelsen af landskab, kulturarv, natur eller miljøinteresser som formål, hvis foreningen eller organisationen har vedtægter eller love, som dokumenterer dens formål, og foreningen eller organisationen repræsenterer mindst 100 medlemmer.

  1. Berørt myndighed: En myndighed, som på grund af dens specifikke miljøansvar eller lokale og regionale kompetencer kan forventes at blive berørt af planens, programmets eller projektets indvirkning på miljøet, jf. § 31.

  2. Miljøvurdering af planer og programmer: En proces, der består af udarbejdelse af en miljørapport, gennemførelse af høringer, hensyntagen til miljørapporten og til resultaterne af høringerne ved beslutningstagning samt underretning om afgørelsen i overensstemmelse med denne lov.

  3. Miljørapport: Den del af dokumentationen vedrørende planer eller programmer, som indeholder de oplysninger, der fremgår af § 12 og bilag 4.

  4. Miljøvurdering af konkrete projekter: En proces, der består af

a) bygherrens udfærdigelse og fremlæggelse af en miljøkonsekvensrapport, jf. § 20,

b) myndighedens gennemførelse af høringer af offentligheden og berørte myndigheder og andre af projektet berørte stater i henhold til §§ 35 og 38,

c) myndighedens undersøgelse af de i miljøkonsekvensrapporten fremlagte oplysninger og eventuelle supplerende oplysninger, som bygherren om nødvendigt har fremlagt i overensstemmelse med § 24, og af eventuelle relevante oplysninger modtaget via høringer i henhold til §§ 35 og 38,

d) myndighedens afgørelse om et projekts væsentlige indvirkninger på miljøet under hensyntagen til resultaterne af den i litra c omhandlede undersøgelse og myndighedens egen supplerende undersøgelse, jf. § 24, stk. 1, og

e) afgørelse om tilladelse efter § 25 og afgørelse om tilladelse efter anden lovgivning, som i regler fastsat i medfør af § 15, stk. 4, erstatter en afgørelse om tilladelse efter § 25.

  1. Projekt:

a) Gennemførelse af anlægsarbejder eller andre installationer eller arbejder, herunder nedrivning.

b) Andre indgreb i det naturlige miljø eller i landskaber, herunder dem, der tager sigte på udnyttelse af ressourcer i undergrunden.

  1. Bygherre: Den fysiske eller juridiske person, der ansøger om en afgørelse efter § 21 eller en tilladelse til et privat projekt, og den offentlige myndighed, som tager initiativ til et projekt.

  2. Tilladelse: Afgørelse om tilladelse efter § 25 og afgørelse om tilladelse efter anden lovgivning som fastsat i medfør af § 15, stk. 4, erstatter tilladelse efter § 25, der giver bygherren ret til at gennemføre projektet.

Samordnede eller koordinerede fælles procedurer

§ 6. En miljøvurdering, der gennemføres efter reglerne i afsnit II om miljøvurdering m.v. af planer og programmer, træder ikke i stedet for den vurdering, der skal foretages efter afsnit III om miljøvurdering m.v. af konkrete projekter eller tilsvarende bestemmelser om vurdering af visse offentlige og private projekters virkning på miljøet (VVM) i medfør af anden lovgivning.

§ 7. Miljø- og fødevareministeren fastsætter regler om fælles og samordnede procedurer for miljøvurdering af projekter, for hvilke der både gælder krav om at gennemføre en vurdering af indvirkningen på miljøet efter denne lov og krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde og generelt beskyttede arter efter bekendtgørelse om udpegning og administration af internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter eller tilsvarende krav efter anden lovgivning.

Stk. 2. Miljø- og fødevareministeren kan fastsætte regler om fælles og samordnede procedurer for miljøvurderinger efter henholdsvis afsnit II og afsnit III og for miljøvurderinger, hvor der hidrører krav om vurdering både fra denne lov og fra anden lovgivning end den omfattet af stk. 1, som gennemfører EU-lovgivning.

Stk. 3. Miljø- og fødevareministeren kan efter forhandling med vedkommende ressortminister fastsætte regler om koordinering af myndighedskompetence i sager vedrørende konkrete projekter.

Afsnit II

Miljøvurdering m.v. af planer og programmer