← Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret

§ Lov om kollektiv forvaltning af ophavsret · kapitel 17 af 18

Kapitel 8 – Håndhævelsesforanstaltninger, tilsyn og sanktioner

LOV nr 321 af 05/04/2016

Klageprocedurer

§ 36. En kollektiv forvaltnings-organisation skal give sine medlemmer og kollektiv forvaltnings-organisationer, på hvis vegne den forvalter rettigheder i medfør af en repræsentationsaftale, adgang til effektive og hurtige procedurer for behandling af klager.

Stk. 2. Klager efter stk. 1 skal besvares skriftligt. Afvisning af klager skal begrundes.

Ophavsretslicensnævnet

§ 37. Tvister mellem en kollektiv forvaltnings-organisation og en faktisk eller potentiel onlinetjenesteudbyder om anvendelsen af §§ 26-28, tvister mellem en kollektiv forvaltnings-organisation og en eller flere rettighedshavere om anvendelsen af §§ 26-34 og tvister mellem en kollektiv forvaltnings-organisation og en anden kollektiv forvaltnings-organisation om anvendelsen af §§ 26-33 kan indbringes for Ophavsretslicensnævnet, jf. § 47, stk. 1, i lov om ophavsret.

Tilsyn

§ 38. Kulturministeren fører tilsyn med kollektiv forvaltnings-organisationer omfattet af denne lov på de områder, der ikke henhører under Ophavsretslicensnævnets kompetence.

Stk. 2. Anmoder kulturministeren en kollektiv forvaltnings-organisation om oplysninger om dens virksomhed, skal kollektiv forvaltnings-organisationen udlevere de i anmodningen angivne oplysninger inden for rimelig tid.

Stk. 3. Bestemmelserne i stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse på en kollektiv forvaltnings-organisations medlemsorganisationer, i det omfang medlemsorganisationerne er omfattet af denne lov, jf. § 1, stk. 6 og 7.

Stk. 4. Kulturministeren kan ved grove eller gentagne overtrædelser af denne lovs bestemmelser helt eller delvis ophæve en godkendelse meddelt i medfør af § 38, stk. 5, § 39, stk. 3, § 50, stk. 4, § 66 b, stk. 3, § 68, stk. 2, eller § 75 a i lov om ophavsret.

Straf

§ 39. Medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der

  1. undlader at udlevere oplysninger efter § 38, stk. 2, eller

  2. overtræder § 4, stk. 4, § 6, stk. 1-5, § 8, stk. 1, 3 og 5, § 9, stk. 3, §§ 11 og 12, § 14, stk. 1, § 15, stk. 2, § 16, stk. 1 og 3-6, § 18, stk. 1, 3 og 4, eller §§ 19-23.

Stk. 2. Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på en kollektiv forvaltnings-organisations medlemsorganisationer, i det omfang medlemsorganisationerne er omfattet af denne lov, jf. § 1, stk. 6 og 7.

Stk. 3. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.