Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold § 36

§ 36. Energistyrelsen kan medtage apparater eller radioudstyr uden betaling herfor fra fabrikanter eller importører i forbindelse med sit tilsyn, jf. dog stk. 5 og 6.

Stk. 2. Energistyrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn kræve, at fabrikanter eller importører sender apparater eller radioudstyr til Energistyrelsen uden forudgående betaling herfor, jf. dog stk. 4-6, med henblik på at undersøge apparaterne eller radioudstyret.

Stk. 3. Energistyrelsen kan i forbindelse med sit tilsyn hos distributører medtage apparater og radioudstyr uden betaling herfor, jf. dog stk. 5 og 6, eller kræve, at distributører sender apparater eller radioudstyr til Energistyrelsen uden forudgående betaling herfor, jf. dog stk. 4-6, hvis det ikke er muligt for Energistyrelsen at medtage eller få tilsendt disse fra fabrikanten eller importøren i medfør af stk. 1 eller 2.

Stk. 4. Energistyrelsen refunderer de udgifter, som fabrikanten, importøren eller distributøren kan dokumentere at have afholdt, ved at den pågældende har sendt et apparat eller radioudstyr til Energistyrelsen i medfør af stk. 2 eller 3.

Stk. 5. Når Energistyrelsen har undersøgt et apparat eller radioudstyr, som Energistyrelsen har medtaget efter stk. 1 eller 3 eller har fået tilsendt efter stk. 2 eller 3, returnerer Energistyrelsen apparatet eller radioudstyret til fabrikanten, importøren eller distributøren, jf. dog stk. 6.

Stk. 6. Fabrikanten, importøren eller distributøren kan i stedet for returnering af apparatet eller radioudstyret, jf. stk. 5, anmode om at få refunderet værdien heraf eller kan i forbindelse med returneringen anmode om at få refunderet et eventuelt værditab. Energistyrelsen refunderer værdien eller værditabet af apparatet eller radioudstyret, hvis

  1. fabrikanten, importøren eller distributøren dokumenterer apparatets eller radioudstyrets værdi eller værditab over for Energistyrelsen,

  2. Energistyrelsen ikke finder grundlag for i forhold til det pågældende apparat eller radioudstyr at træffe afgørelse om manglende overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf og

  3. apparatet eller radioudstyret efter Energistyrelsens vurdering ikke er egnet til at blive gjort tilgængeligt på markedet efter undersøgelsen, eller hvis Energistyrelsens undersøgelse har medført et værditab.

Stk. 7. Nægter en fabrikant, importør eller distributør at lade Energistyrelsen medtage et apparat eller radioudstyr, jf. stk. 1 eller 3, eller undlader en fabrikant, importør eller distributør at sende et apparat eller radioudstyr til Energistyrelsen, jf. stk. 2 eller 3, kan Energistyrelsen over for fabrikanten, importøren eller distributøren

  1. nedlægge forbud mod at bringe apparatet eller radioudstyret i omsætning eller at gøre det tilgængeligt på markedet,

  2. give påbud om at trække apparatet eller radioudstyret tilbage fra markedet eller

  3. give påbud om at kalde apparatet eller radioudstyret tilbage.

Test af radioudstyr

Kilde: Retsinformation.dk