§ Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold · kapitel 16 af 22
Kapitel 5 – Grænseflader, tilslutning af terminaludstyr og radiogrænseflader
LOV nr 260 af 16/03/2016
§ 28. Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal offentliggøre tekniske specifikationer for de fysiske karakteristika for de grænseflader, de stiller til rådighed, inden de tjenester, der udbydes via disse grænseflader, stilles til rådighed for offentligheden.
§ 29. Udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester kan ikke nægte slutbrugere at tilslutte terminaludstyr til de pågældende net eller tjenester, hvis udstyret er i overensstemmelse med §§ 3 eller 17 og regler udstedt i medfør heraf.
Stk. 2. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om tilslutning af terminaludstyr i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.
§ 30. Energistyrelsen fastsætter regler om radiogrænseflader med henblik på at fremme effektiv anvendelse af radiofrekvenser og forebygge uacceptable forstyrrelser af anvendelse af radiofrekvenser, herunder regler om de tekniske rammer for anvendelse af radioudstyr.