§ Lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold · kapitel 13 af 22
Kapitel 2 – Apparater
LOV nr 260 af 16/03/2016
Væsentlige krav
§ 3. Et apparat skal være konstrueret, så apparatet ikke frembringer kraftigere elektromagnetiske forstyrrelser, end at andre apparater, faste anlæg eller radioudstyr kan fungere efter hensigten. Et apparat skal endvidere have den immunitet over for elektromagnetiske forstyrrelser, der kan forventes i forbindelse med apparatets tilsigtede anvendelse, og som gør, at apparatets funktion ikke forringes i uacceptabel grad.
Fabrikanter
§ 4. Fabrikanten skal sikre, at apparater er konstrueret i overensstemmelse med § 3, når fabrikanten bringer apparaterne i omsætning.
Stk. 2. Fabrikanten skal vurdere apparaters overensstemmelse med § 3 og udarbejde teknisk dokumentation, inden fabrikanten bringer apparaterne i omsætning.
Stk. 3. Fabrikanten skal, inden fabrikanten bringer apparater i omsætning, udarbejde en EU-overensstemmelseserklæring, hvorved fabrikanten indestår for, at apparaterne er i overensstemmelse med § 3 på baggrund af vurderingen i stk. 2. Fabrikanten skal opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation, jf. stk. 2, i 10 år, efter at apparaterne er blevet bragt i omsætning.
Stk. 4. Fabrikanten skal anbringe et CE-mærke på apparater, som er i overensstemmelse med § 3, inden fabrikanten bringer apparaterne i omsætning. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe et CE-mærke på apparatet, skal fabrikanten i stedet anbringe et CE-mærke på apparatets emballage og de medfølgende dokumenter.
Stk. 5. Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om
-
formodning for et apparats overensstemmelse med § 3 eller dele heraf, jf. stk. 1, hvis apparatet er i overensstemmelse med harmoniserede standarder eller dele heraf,
-
procedurerne til vurdering af apparaters overensstemmelse med § 3 og indholdet af den tekniske dokumentation, jf. stk. 2,
-
indholdet af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. stk. 3, og
-
CE-mærkning, jf. stk. 4.
§ 5. Fabrikantens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, hvor fabrikanten kan kontaktes, skal fremgå af de apparater, som fabrikanten bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.
Stk. 2. Fabrikanten skal på apparater, som fabrikanten bringer i omsætning, anbringe et type-, parti- eller serienummer eller en anden form for angivelse, der kan identificere apparaterne. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument.
Stk. 3. Fabrikanten skal sikre, at der med apparater følger en klar og forståelig brugsanvisning på et sprog, der er let forståeligt. Brugsanvisningen skal indeholde de oplysninger, som er nødvendige, for at apparatet kan anvendes efter hensigten.
Stk. 4. Fabrikanten skal sikre, at der med apparater følger klare og forståelige oplysninger om eventuelle særlige forhold vedrørende apparatets samling, installation, vedligeholdelse eller anvendelse. Oplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt. Fabrikanten skal desuden sikre, at der med apparater, som ikke er i overensstemmelse med § 3, hvis de anvendes i boligområder, følger klare oplysninger om, at de ikke må anvendes i sådanne områder, eller at der skal træffes særlige foranstaltninger ved anvendelsen.
§ 6. Fabrikanten skal straks bringe et apparat, som fabrikanten har bragt i omsætning, i overensstemmelse med kravene, som følger af § 4 og regler fastsat i medfør heraf og § 5, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis fabrikanten finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.
Stk. 2. Udgør et apparat, som fabrikanten har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal fabrikanten straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om apparatets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Bemyndigede repræsentanter for fabrikanter
§ 7. Fabrikanten kan ved en skriftlig fuldmagt udpege en bemyndiget repræsentant.
Stk. 2. Fabrikantens pligt efter § 4, stk. 1, og pligten til at udarbejde teknisk dokumentation efter § 4, stk. 2, kan ikke gøres til en del af fuldmagten nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Fabrikantens udpegning af den bemyndigede repræsentant efter stk. 1 skal som minimum sætte den bemyndigede repræsentant i stand til at
-
opbevare EU-overensstemmelseserklæringen og den tekniske dokumentation i 10 år, efter at apparatet er blevet bragt i omsætning, jf. § 4, stk. 3,
-
give Energistyrelsen oplysninger og dokumentation på Energistyrelsens begrundede anmodning, som er nødvendige for at påvise apparatets overensstemmelse med kravene, som følger af § 4 og regler fastsat i medfør heraf og § 5, og
-
samarbejde om foranstaltninger på Energistyrelsens anmodning, som Energistyrelsen træffer for at fjerne en risiko, som udgøres af et apparat, der er omfattet af den bemyndigede repræsentants fuldmagt.
Importører
§ 8. Importøren må ikke bringe apparater i omsætning, før de er blevet bragt i overensstemmelse med § 3, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at apparaterne ikke er i overensstemmelse med § 3.
Stk. 2. Importøren må kun bringe apparater i omsætning, når importøren har sikret, at fabrikanten af apparaterne har overholdt § 4, stk. 2 og 4, regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5, nr. 4, og § 5.
Stk. 3. Importørens navn og registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og en postadresse, hvor importøren kan kontaktes, skal fremgå af de apparater, som importøren bringer i omsætning. Er det ikke muligt på grund af apparatets beskaffenhed at anbringe oplysningerne på apparatet, skal oplysningerne fremgå af emballagen eller et medfølgende dokument. Kontaktoplysningerne skal være på et sprog, der er let forståeligt for brugerne og Energistyrelsen.
Stk. 4. Importøren skal i 10 år, efter at et apparat er blevet bragt i omsætning, opbevare en kopi af EU-overensstemmelseserklæringen, jf. § 4, stk. 3. Importøren skal i samme tidsrum sikre, at den tekniske dokumentation, jf. § 4, stk. 2, kan stilles til rådighed for Energistyrelsen på anmodning herom.
Stk. 5. Importøren skal sikre, at importørens opbevaring og transport af apparater ikke bringer apparaternes overensstemmelse med § 3 i fare.
Stk. 6. Udgør et apparat en risiko, skal importøren underrette fabrikanten og Energistyrelsen herom.
§ 9. Importøren skal straks bringe et apparat, importøren har bragt i omsætning, i overensstemmelse med kravene i § 8, stk. 1-3, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis importøren finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.
Stk. 2. Udgør et apparat, som importøren har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal importøren straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om apparatets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Distributører
§ 10. Distributøren må ikke gøre apparater tilgængelige på markedet, før de er blevet bragt i overensstemmelse med § 3, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at de ikke er i overensstemmelse med § 3.
Stk. 2. Distributøren må kun gøre apparater tilgængelige på markedet, når distributøren har kontrolleret, at fabrikanten af apparaterne har overholdt § 4, stk. 4, regler fastsat i medfør af § 4, stk. 5, nr. 4, og § 5, og at importøren af apparaterne har overholdt § 8, stk. 3.
Stk. 3. Distributøren skal sikre, at distributørens opbevaring og transport af apparater ikke bringer apparaternes overensstemmelse med § 3 i fare.
Stk. 4. Udgør et apparat en risiko, skal distributøren underrette fabrikanten eller importøren samt Energistyrelsen herom.
§ 11. Distributøren skal sikre, at et apparat, som distributøren har gjort tilgængeligt på markedet, bringes i overensstemmelse med kravene i § 10, stk. 1 og 2, eller trække det tilbage fra markedet eller kalde det tilbage, hvis distributøren finder eller har grund til at tro, at apparatet ikke er i overensstemmelse med de nævnte krav.
Stk. 2. Udgør et apparat, som distributøren har gjort tilgængeligt på markedet, en risiko, skal distributøren straks underrette Energistyrelsen om risikoen og give nærmere oplysninger om apparatets manglende overensstemmelse og eventuelle foranstaltninger, der er truffet for at fjerne risikoen.
Tilfælde, hvor importører og distributører anses som fabrikanter
§ 12. En importør eller distributør anses for at være fabrikant og er underlagt de samme pligter som fabrikanten, jf. §§ 4-6, hvis importøren eller distributøren bringer et apparat i omsætning under eget navn eller varemærke eller ændrer et apparat, som allerede er bragt i omsætning, på en sådan måde, at det kan berøre apparatets overensstemmelse med § 3.
Anvendelse af apparater m.v.
§ 13. En bruger må anvende et apparat, når apparatet er korrekt installeret og vedligeholdt og anvendes efter hensigten, og når apparatet er i overensstemmelse med § 3.
Stk. 2. Den, der på handelsmesser, udstillinger og ved lignende lejligheder viser og demonstrerer et apparat, som ikke er i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf, skal ved synlig skiltning klart oplyse, at apparatet hverken må gøres tilgængeligt på markedet eller anvendes, før det er bragt i overensstemmelse med loven og regler fastsat i medfør heraf.
Stk. 3. Energistyrelsen kan fastsætte nærmere regler om særlige foranstaltninger vedrørende installation og anvendelse af apparater.
Stk. 4. Energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte nærmere regler om anvendelse af apparater i tilfælde af krise og krig samt katastrofer og andre ekstraordinære situationer i fredstid.