← Lov om Planklagenævnet

§ Lov om Planklagenævnet · kapitel 8 af 10

Kapitel 3 – Planklagenævnets sagsbehandling

LOV nr 1658 af 20/12/2016

§ 3. Sagsbehandlingen ved klagenævnet er skriftlig. Hvor særlige grunde taler derfor, kan formanden dog bestemme, at mundtlig forhandling skal finde sted.

Stk. 2. Er en klage uegnet til at danne grundlag for sagens behandling, kan Planklagenævnet afvise klagen.

Stk. 3. Planklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Stk. 4. Planklagenævnets afgørelser kan indbringes for domstolene, senest 6 måneder efter at nævnets afgørelse er truffet, medmindre andet følger af den lovgivning, som afgørelsen er truffet efter.

§ 4. Formanden eller en stedfortræder for denne kan på nævnets vegne træffe afgørelse i sager, der ikke indeholder spørgsmål af større eller principiel betydning, og i sager, hvis afgørelse alene beror på en retlig vurdering.

Stk. 2. I sager, der ikke kan afgøres af formanden eller en stedfortræder for denne alene, jf. stk. 1, skal Planklagenævnet være fuldtalligt, og nævnet træffer afgørelser ved almindeligt stemmeflertal på et møde eller ved skriftlig behandling. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme i den enkelte sag udslagsgivende.

§ 5. Planklagenævnet kan tillade en tredjemand og en offentlig myndighed, der har en retlig interesse i udfaldet af en sag, at indtræde i sagen til støtte for klageren eller den indklagede myndighed.

§ 6. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, at visse tilladelser ikke må udnyttes før klagefristens udløb.

§ 7. En klage har ikke opsættende virkning, medmindre dette er fastsat i eller i henhold til anden lovgivning, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om, at rettidig klage i nærmere bestemte tilfælde har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet.

Stk. 3. Hvor særlige grunde taler derfor, kan Planklagenævnet bestemme, at en klage tillægges opsættende virkning.

§ 8. For behandling af klager, der indbringes for nævnet, herunder anmodninger om genoptagelse, jf. dog stk. 3, betaler klager et gebyr på 900 kr. for privatpersoner og 1.800 kr. for virksomheder og organisationer (2016-niveau). Betales gebyret ikke inden for en af formanden i meddelelse til klager fastsat frist, afvises klagen.

Stk. 2. Det i stk. 1 nævnte gebyr reguleres den 1. januar hvert år efter den af Finansministeriet fastsatte sats for det generelle pris- og lønindeks som løbende offentliggjort i forslag til finanslov med virkning for klager, der modtages i nævnet fra og med den 1. februar 2017. Det regulerede beløb afrundes til nærmeste kronebeløb, der kan deles med 100. Nævnet offentliggør størrelsen af klagegebyret på nævnets hjemmeside.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan uanset stk. 1 fastsætte regler om, at visse sager er gebyrfrie, regler om den praktiske fremgangsmåde for betaling af gebyrer, herunder om elektronisk overførsel eller giroindbetaling, og regler om tilbagebetaling af gebyr, herunder om, at nævnet helt eller delvis kan tilbagebetale gebyret til klageren, hvis klageren får helt eller delvist medhold i nævnet eller klagen trækkes tilbage.

Stk. 4. Afvises en klage fra realitetsbehandling, tilbagebetales gebyret.

§ 9. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler for Planklagenævnets administration og virksomhed, herunder regler om frister for indgivelse af klage, frister og proces for parternes afgivelse af bemærkninger, om sagsoplysning og -behandling og om obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløsninger.

§ 10. Planklagenævnet fastsætter selv sin forretningsorden.

Stk. 2. Planklagenævnet sekretariatsbetjenes af Nævnenes Hus.