§ Lov om EKF Danmarks Eksportkredit · kapitel 4 af 6
Kapitel 1 – Formål, etablering og ejerskab
LOV nr 104 af 03/02/2016
§ 1. EKF Danmarks Eksportkredit har til formål at fremme danske virksomheders muligheder for eksport og internationalisering, deltagelse i den globale værdikæde og opdyrkelse af nye markeder gennem international konkurrencedygtig finansiering og risikodækning.
Stk. 2. EKF Danmarks Eksportkredit kan repræsentere regeringen i sager vedrørende eksportkreditpolitik nationalt og internationalt.
Stk. 3. EKF Danmarks Eksportkredit skal inden for sit forretningsområde følge regeringens bestemmelser, for så vidt angår eksportfremme, handelspolitik og politisk pålagte handelssanktioner og eksportkontrol.
§ 2. EKF Danmarks Eksportkredit kan for at opnå sit formål mod vederlag bl.a.
-
yde risikodækning,
-
yde lån,
-
yde ansvarlig kapital,
-
formidle blandede kreditter,
-
yde tjenesteydelser med hensyn til administration, inddrivelse og overtagelse af udestående fordringer i udlandet og
-
levere sine ydelser i forbindelse med salg af skibe, der bygges på indenlandske skibsværfter for indenlandske redere.
Stk. 2. EKF Danmarks Eksportkredit kan stifte selskaber og erhverve ejerandele i selskaber med begrænset ansvar.
Stk. 3. EKF Danmarks Eksportkredit kan påtage sig garanti- og låneforpligtelser samt andre forpligtelser med henblik på at tilvejebringe finansiering, herunder i samarbejde med andre selskaber, fonde, institutioner og organisationer.
Stk. 4. EKF Danmarks Eksportkredit kan kun yde finansiering og risikodækning i den udstrækning, det private, kommercielle forsikrings- og kapitalmarked ikke normalt påtager sig risici af den pågældende art eller det pågældende omfang.
Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at EKF Danmarks Eksportkredit kan varetage andre opgaver inden for sit formål, jf. § 1, stk.1.
Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om adgang til EKF Danmarks Eksportkredits ydelser for virksomheder på Færøerne og i Grønland.
§ 3. EKF Danmarks Eksportkredit etableres som en selvstændig offentlig virksomhed.
§ 4. EKF Danmarks Eksportkredit viderefører den under Eksport Kredit Fonden (EKF) hidtil drevne virksomhed med tilhørende aktiver og passiver og indtræder i samtlige rettigheder og forpligtelser i forbindelse hermed.
§ 5. Erhvervs- og vækstministeren udøver i forhold til EKF Danmarks Eksportkredit de beføjelser, der efter selskabsloven og årsregnskabsloven tilkommer generalforsamlingen i et aktieselskab, idet erhvervs- og vækstministeren herved sidestilles med en eneaktionær.
Stk. 2. I EKF Danmarks Eksportkredit afholdes generalforsamling i form af et virksomhedsmøde.
Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter vedtægter for EKF Danmarks Eksportkredit.
§ 6. Lov om offentlighed i forvaltningen, lov om Folketingets Ombudsmand og forvaltningsloven gælder for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med undtagelse af aktiviteter udøvet i medfør af § 2.
Stk. 2. Selskabsloven, herunder de særlige bestemmelser for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med de ændringer, der følger af denne lov.
Stk. 3. Årsregnskabslovens regler for aktieselskaber om udarbejdelse og indsendelse af årsrapport m.v., herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber med de ændringer, der følger af denne lov. EKF Danmarks Eksportkredit kan fravige de krav, der fremgår af årsregnskabslovens § 23 om opstilling af balance og resultatopgørelse i skematisk form.
Stk. 4. Beslutninger truffet af EKF Danmarks Eksportkredit og virksomhedens eventuelle datterselskaber i forbindelse med aktiviteter udøvet i medfør af § 2 kan ikke påklages til andre administrative myndigheder.