§ Jernbaneloven · kapitel 22 af 40
Kapitel 2 – Anvendelsesområde og definitioner
LOV nr 686 af 27/05/2015
§ 2. Loven gælder for jernbaner, herunder bybaner, jf. dog stk. 2-6.
Stk. 2. For veteranbaner gælder alene kapitel 8.
Stk. 3. Bybaner er ikke omfattet af kapitel 3, §§ 10, 17 og 18 og § 53, stk. 3.
Stk. 4. Ud over de bestemmelser, der er angivet i stk. 3, er metro og letbaner ikke omfattet af §§ 20-22 og 66-68.
Stk. 5. Privatbaner er ikke omfattet af kapitel 3 og § 17. Transportministeren kan dog bestemme, at kapitel 3 og § 17 helt eller delvis skal gælde for privatbaner.
Stk. 6. Loven gælder ikke for privatejet jernbaneinfrastruktur og køretøjer, der udelukkende bruges på denne infrastruktur til ejerens egen godstransport.
§ 3. I denne lov forstås ved:
-
Anlægsmyndighed: Bygherren på et jernbaneanlægsprojekt.
-
Ansøger: Enhver fysisk eller juridisk person, herunder jernbanevirksomheder, som har en almennyttig eller forretningsmæssig interesse i at købe eller reservere infrastrukturkapacitet.
-
Bybane: Metro, letbaner og S-baner, som udfører transport i byer og forstæder.
-
Infrastrukturforvalter: Ethvert organ eller enhver virksomhed, der er ansvarlig for anlæg, vedligeholdelse og forvaltning, herunder trafikstyring, af jernbaneinfrastruktur.
-
Jernbaneinfrastruktur: Infrastrukturelementer som defineret i bilag I i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde, som hører til hoved- og sidesporene med undtagelse af spor inden for reparationsværksteder eller lokomotivremiser eller private sportilslutninger.
-
Jernbanevirksomhed: En virksomhed, hvis hovedaktivitet består i godstransport eller passagertransport på jernbane, og som er forpligtet til at sørge for trækkraften, eller en virksomhed, der kun leverer trækkraft.
-
Veteranbane: Jernbanedrift, der gennem en begrænset personbefordring fortrinsvis drives for at tilgodese jernbanehistoriske og turistmæssige formål, og som ikke primært tilsigter at dække et trafikalt behov.