§ Lov om anlæg og drift af en fast forbindelse over Femern Bælt med tilhørende landanlæg i Danmark · kapitel 15 af 26
Kapitel 2 – Organisation og finansiering
LOV nr 575 af 04/05/2015
§ 3. For Femern A/S og A/S Femern Landanlæg gælder selskabslovgivningen med de undtagelser, der følger af stk. 2 og 3.
Stk. 2. Vedtægterne for Femern A/S og A/S Femern Landanlæg og ændringer i disse vedtægter skal godkendes af transportministeren.
Stk. 3. Transportministeren kan i spørgsmål af væsentlig betydning give Femern A/S og A/S Femern Landanlæg generelle og specielle instrukser for udøvelsen af deres virksomhed.
§ 4. Femern A/S og A/S Femern Landanlæg kan optage lån og benytte andre finansielle instrumenter til finansiering og refinansiering af projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af de anlæg, der er nævnt i §§ 1 og 2. Lån optages efter finansministerens nærmere bestemmelse.
Stk. 2. Finansministeren bemyndiges til at yde garanti af statskassen for de i stk. 1 nævnte selskabers forpligtelser vedrørende lån og andre finansielle instrumenter.
Stk. 3. Finansministeren bemyndiges til at dække finansieringsbehovet for de i stk. 1 nævnte selskaber ved ydelse af statslige genudlån til selskaberne. Genudlån må ikke ydes på bedre vilkår end dem, som staten selv kan opnå som låntager.
Stk. 4. Den danske stat garanterer uden særlig tilkendegivelse i det enkelte tilfælde for de i stk. 1 nævnte selskabers øvrige økonomiske forpligtelser, som selskaberne har påtaget sig i forbindelse med anlæggelsen af anlægsprojektet.
§ 5. Femern A/S afholder alle udgifter til projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af anlægget nævnt i § 1.
Stk. 2. A/S Femern Landanlæg afholder alle udgifter til projektering, anlæg og drift og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg og drift af anlægget, der er nævnt i § 2, stk. 1 og 2. A/S Femern Landanlæg afholder alle udgifter til projektering og anlæg og andre nødvendige dispositioner med henblik på anlæg af anlægget nævnt i § 2, stk. 4 og 5.
Stk. 3. Vejdirektoratet afholder alle udgifter til drift af anlægget nævnt i § 2, stk. 4 og 5.
§ 6. Transportministeren kan bemyndige Femern A/S og A/S Femern Landanlæg til at udøve ministerens beføjelser i denne lov.
Stk. 2. Transportministeren kan bestemme, at Femern A/S og A/S Femern Landanlæg skal overlade til Banedanmark, Vejdirektoratet eller institutioner under Miljøministeriet at forestå opgaver vedrørende anlæg og drift af de anlæg, der er nævnt i §§ 1 og 2. Transportministeren fastsætter i så fald nærmere bestemmelser herom.