← Lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven)

§ Lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven) · kapitel 22 af 22

Kapitel 11 – Ikrafttræden, ændringer i anden lovgivning og territorial gyldighed

LOV nr 525 af 29/04/2015

Ikrafttræden

§ 37. Loven træder i kraft den 1. januar 2016.

Stk. 2. Samtidig ophæves lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, jf. lovbekendtgørelse nr. 990 af 8. december 2003.

§ 38. Regler udstedt i medfør af lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, jf. lovbekendtgørelse nr. 990 af 8. december 2003 med senere ændringer, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller erstattes af regler udstedt i medfør af denne lov.

§ 39. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte overgangsregler.

Ændringer i anden lovgivning

§ 40. I lov om fyrværkeri og andre pyrotekniske artikler, jf. lovbekendtgørelse nr. 363 af 9. april 2013, som ændret ved lov nr. 267 af 25. marts 2014, foretages følgende ændring:

  1. § 6 a ophæves.

§ 41. I lov om gasinstallationer og gasmateriel, jf. lovbekendtgørelse nr. 556 af 2. juni 2014, foretages følgende ændring:

  1. § 21 affattes således:

»§ 21. Erhvervs- og vækstministeren rådfører sig med Rådet for El- og Gasteknisk Sikkerhed nedsat i henhold til elsikkerhedslovens kapitel 5 om den sikkerhedstekniske udvikling på gasområdet.«

§ 42. I lov nr. 1262 af 16. december 2009 om produktsikkerhed, som ændret ved § 53 i lov nr. 1231 af 18. december 2012, foretages følgende ændring:

  1. § 31 ophæves.

§ 43. I lov om erhvervsfremme og regional udvikling, jf. lovbekendtgørelse nr. 1715 af 16. december 2010, som ændret ved § 18 i lov nr. 1231 af 18. december 2012, § 1 i lov nr. 80 af 28. januar 2014, lov nr. 313 af 29. marts 2014 og § 13 i lov nr. 1359 af 16. december 2014, foretages følgende ændring:

  1. § 4, stk. 5, ophæves.

§ 44. I lov nr. 401 af 28. april 2014 om autorisation af virksomheder på el-, vvs- og kloakinstallationsområdet foretages følgende ændringer:

  1. § 9, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Virksomhedens ejer eller, hvor virksomheden drives i selskabsform, den administrerende direktør skal afgive en skriftlig erklæring om, hvorvidt virksomheden eller vedkommende selv inden for de sidste 3 år er straffet for overtrædelse af denne lov, lov om gasinstallationer og gasmateriel, den tidligere gældende lov om autorisation af elinstallatører m.v., den tidligere gældende lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel eller elsikkerhedsloven eller regler udstedt i medfør af disse love.«

  1. § 14, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ansøgeren skal angive en skriftlig erklæring om, hvorvidt vedkommende inden for de sidste 3 år er straffet for overtrædelse af denne lov, lov om gasinstallationer og gasmateriel, den tidligere gældende lov om autorisation af elinstallatører m.v., den tidligere gældende lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel eller elsikkerhedsloven eller regler udstedt i medfør af disse love.«

  1. § 24, stk. 1, affattes således:

»Såfremt en virksomhed, der udfører elektriske arbejder i henhold til § 2, stk. 3-5, eller i henhold til regler fastsat i medfør af § 3, stk. 1, nr. 1 og 2, eller stk. 2, eller en virksomhed, der udfører gasinstallationer, vandinstallationer eller afløbsinstallationer over terrænhøjde og i bygninger i henhold til regler fastsat i medfør af § 6, nr. 2, groft eller gentagne gange overtræder krav i regler udstedt i medfør af den tidligere gældende lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel, regler udstedt i medfør af elsikkerhedsloven, gasreglementet, regler om vand- og afløbsinstallationer eller øvrige sikkerhedskrav, kan Sikkerhedsstyrelsen påbyde virksomheden at lade sådanne arbejder udføre af en autoriseret virksomhed.«

  1. I § 28 ændres »lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel« til: »elsikkerhedsloven«.

Territorial gyldighed

§ 45. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 29. april 2015

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Henrik Sass Larsen