← Lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven)

§ Lov om sikkerhed ved elektriske anlæg, elektriske installationer og elektrisk materiel (elsikkerhedsloven) · kapitel 14 af 22

Kapitel 3 – Almindelige pligter m.v.

LOV nr 525 af 29/04/2015

§ 7. Den, der udfører eller driver elektriske anlæg og elektriske installationer, skal følge regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 1 og 2. Er der i regler fastsat i medfør heraf henvist til standarder, anses sikkerhedskravet i § 3 for opfyldt, hvis de fastsatte regler og de standarder, som reglerne henviser til, er fulgt.

Stk. 2. Anvendes standarder som nævnt i stk. 1 ikke eller kun delvis, skal det kunne dokumenteres, på hvilken måde sikkerhedskravet i § 3 er opfyldt. Dokumentationen skal foreligge på dansk eller engelsk.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation efter stk. 2.

§ 8. Den, der fremstiller elektrisk materiel, der ikke er omfattet af regler fastsat i medfør af § 5, stk. 3, skal følge regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 3. Er der i regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 3, henvist til standarder, anses sikkerhedskravet i § 4 for opfyldt, hvis de fastsatte regler og de standarder, som reglerne henviser til, er fulgt.

Stk. 2. Anvendes standarder som nævnt i stk. 1 ikke eller kun delvis, skal det kunne dokumenteres, på hvilken måde sikkerhedskravet i § 4 er opfyldt. Dokumentationen skal foreligge på dansk eller engelsk.

Stk. 3. Den, der fremstiller elektrisk materiel eller importerer elektrisk materiel til Danmark, er ansvarlig for, at alle oplysninger, der er nødvendige, for at det elektriske materiel kan anvendes uden fare og i overensstemmelse med sit formål, er anbragt tydeligt på det elektriske materiel. Er dette ikke muligt, skal oplysningerne fremgå af en medfølgende vejledning. Oplysningerne skal være på dansk.

Stk. 4. Den, der fremstiller elektrisk materiel som samlesæt eller importerer elektrisk materiel som samlesæt til Danmark, er ansvarlig for, at der medfølger en vejledning, så det elektriske materiel overholder § 4, hvis vejledningen er fulgt. Det samme gælder tilbehørsdele til elektrisk materiel.

Stk. 5. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om dokumentation efter stk. 2.

§ 9. Ejeren eller brugeren af et elektrisk anlæg er ansvarlig for, at anlægget overholder regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 1, samt sikkerhedskravet i § 3.

Stk. 2. Ejeren eller brugeren af et elektrisk anlæg er ansvarlig for, at anlægget drives og vedligeholdes forsvarligt i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 1. Ejeren eller brugeren af et elektrisk anlæg skal endvidere lade fejl og mangler afhjælpe snarest muligt samt hurtigst muligt træffe foranstaltninger for at hindre, at fejl og mangler kan foranledige fare, jf. § 3.

Stk. 3. Ejeren eller brugeren af et elektrisk anlæg skal udvise påpasselighed med hensyn til at afværge, at anlægget udsættes for overlast.

§ 10. Ejeren eller brugeren af en elektrisk installation er ansvarlig for, at installationen overholder regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 2, samt sikkerhedskravet i § 3.

Stk. 2. Ejeren eller brugeren af en elektrisk installation er ansvarlig for, at installationen drives og vedligeholdes forsvarligt i overensstemmelse med regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1, nr. 2. Ejeren eller brugeren af en elektrisk installation skal endvidere lade fejl og mangler afhjælpe snarest muligt samt hurtigst muligt træffe foranstaltninger for at hindre, at fejl og mangler kan foranledige fare, jf. § 3.

Stk. 3. Ejeren eller brugeren af en elektrisk installation skal udvise påpasselighed med hensyn til at afværge, at installationen udsættes for overlast.

§ 11. Den, der driver et elektrisk anlæg til distribution af elektrisk energi, må ikke som betingelse for levering af elektricitet til forbrugerne stille strengere sikkerhedskrav end dem, der følger af regler fastsat i medfør af § 5, stk. 1.

§ 12. Den, der driver et elektrisk anlæg, skal erstatte den skade på person eller gods, som anlægget forvolder, medmindre det godtgøres, at skaden ikke kunne være afværget gennem den agtpågivenhed og omhu, som driften af et anlæg kræver.

Stk. 2. Kan skaden skyldes flere elektriske anlæg, hæfter alle, der driver anlæg, solidarisk over for den skadelidte, medmindre den, der driver et af de pågældende anlæg, kan godtgøre, at skaden ikke kan være forårsaget af dette anlæg. De, der driver skadevoldende anlæg, hæfter i mangel af anden overenskomst lige for betaling af erstatning.