§ Lov om ansættelsesklausuler · kapitel 9 af 12
Kapitel 3 – Konkurrenceklausuler-, kundeklausuler og kombinerede ansættelsesklausuler
LOV nr 1565 af 15/12/2015
§ 5. En aftale om en konkurrenceklausul er alene gyldig, når lønmodtageren
-
indtager en helt særlig betroet stilling eller indgår en aftale med arbejdsgiveren om udnyttelsesretten til en af lønmodtageren gjort opfindelse,
-
skriftligt får oplyst, hvilke forhold i lønmodtagerens ansættelse der gør det påkrævet at indgå en aftale om en konkurrenceklausul,
-
har været i et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren i en uafbrudt periode på mindst 6 måneder,
-
får kompensation for den periode, hvor konkurrenceklausulen gælder, efter § 8,
-
ikke forpligtes af konkurrenceklausulen i mere end 12 måneder fra fratrædelsestidspunktet og
-
skriftligt får udleveret oplysningerne om forholdene i nr. 1-5.
§ 6. En aftale om en kundeklausul er alene gyldig, når
-
aftalen angår kunder, som lønmodtageren har været i forretningsmæssig forbindelse med inden for de seneste 12 måneder før opsigelses- eller afskedigelsestidspunktet,
-
lønmodtageren har været i et ansættelsesforhold hos arbejdsgiveren i en uafbrudt periode på mindst 6 måneder,
-
lønmodtageren får kompensation for den periode, hvor kundeklausulen gælder, efter § 8,
-
lønmodtageren ikke forpligtes af kundeklausulen i mere end 12 måneder fra fratrædelsestidspunktet og
-
lønmodtageren skriftligt får udleveret oplysningerne om forholdene i nr. 1-4.
Stk. 2. Ved en lønmodtagers egen opsigelse eller ved afskedigelse af en lønmodtager, som har påtaget sig en kundeklausul, skal lønmodtageren have udleveret en af arbejdsgiveren udarbejdet liste over kunder som nævnt i stk. 1, nr. 1.
§ 7. En aftale om en kombineret ansættelsesklausul er alene gyldig, når
-
lønmodtageren ikke forpligtes af den kombinerede ansættelsesklausul i mere end 6 måneder fra fratrædelsestidspunktet og
-
betingelserne i §§ 5 og 6 er opfyldt.