§ Lov om Odense Letbane · kapitel 9 af 10
Kapitel 4 – Tilkøb, ændringer m.v. i forbindelse med anlæg af Odense Letbane
LOV nr 151 af 18/02/2015
§ 11. Odense Kommune, Region Syddanmark og transportministeren har mulighed for at foretage tilkøb. Ved tilkøb forstås udgifter til anlægget, som ikke er nødvendige for anlæg af Odense Letbane, jf. § 2, og som parterne har mulighed for at vælge senest i forbindelse med fastlæggelse af udbudsbetingelserne for anlægget af letbanen, uden at dette i øvrigt medfører væsentlige tidsmæssige eller økonomiske konsekvenser for anlægget.
Stk. 2. Tilkøb betales af den eller dem, der ønsker at foretage tilkøb, og skal godkendes af de øvrige parter.
§ 12. Odense Kommune, Region Syddanmark og transportministeren skal godkende udbudsmaterialet, tildeling af hovedkontrakt og større ændringer i projektet.
Stk. 2. Opgives anlægget af Odense Letbane, vil Odense Letbane P/S skulle opløses, og eventuel overskudslikviditet i selskabet vil blive fordelt forholdsmæssigt mellem Odense Kommune, Region Syddanmark og transportministeren. Parternes henholdsvis indskud og tilskud til Odense Letbane P/S, jf. § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1 og 2, lægges til grund for den forholdsmæssige fordeling efter 1. pkt.
§ 13. Uforudsete udgifter som følge af krav om supplerende VVM-redegørelse og miljørapport samt afledte udgifter heraf, som ikke skyldes tilkøb, betales af Odense Kommune.