Lov om kombineret ungdomsuddannelse § 18

§ 18. Undervisningsministeren kan yde tilskud til institutionssamarbejdets udgifter til elever i kombineret ungdomsuddannelse, der har behov for specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand.

Stk. 2. Ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand, jf. stk. 1, skal indgives af tovholderinstitutionen til Undervisningsministeriet ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeriet stiller til rådighed herfor. Tovholderinstitutionen skal på tilsvarende vis modtage afgørelser og meddelelser vedrørende ansøgningen digitalt. Elever skal tillige modtage afgørelser og meddelelser m.v. vedrørende ansøgningen digitalt.

Stk. 3. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om administration af tilskud efter stk. 1, herunder om ansøgning, indhentede sagkyndige udtalelser, tildeling, udbetaling og udbetaling af forskud til og tilbagebetaling fra institutionerne samt refusion af udgifter, som institutionerne har afholdt i overensstemmelse med tildelingen.

Stk. 4. Undervisningsministeren fastsætter regler om, at ansøgning om tilskud til specialpædagogisk bistand og modtagelse af afgørelser herom og meddelelser i øvrigt kan ske på anden vis end ved digital selvbetjening, hvor særlige forhold gør sig gældende.

Stk. 5. Undervisningsministeren fastsætter regler om indretning og administration af den digitale løsning, jf. stk. 2 og 4, herunder om

  1. indhold og udformning af ansøgninger,

  2. frister for indgivelse af ansøgninger,

  3. frister for indgivelse af oplysninger og

  4. frister for udbetalinger af støtte.

Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om anvendelse af digital signatur og anden sikker personidentifikation.

Kilde: Retsinformation.dk