← Indsamlingsloven

§ Indsamlingsloven · kapitel 8 af 14

Kapitel 1 – Lovens anvendelsesområde

LOV nr 511 af 26/05/2014

§ 1. Denne lov finder anvendelse på indsamlinger, hvorved forstås enhver form for opfordring til at yde bidrag til et forud angivet formål.

Stk. 2. § 8 og § 11, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse for hjælpeorganisationers hvervning af medlemmer ved personlig eller telefonisk henvendelse.

Stk. 3. Salg anses som en indsamling, når det i umiddelbar tilknytning til salget tilkendegives, at en del af købesummen går til et forud angivet formål.

§ 2. Loven gælder ikke for følgende:

  1. Private indsamlinger, hvorved forstås indsamlinger, hvor opfordringen rettes til indsamlerens bekendte eller til personer, som har særlig tilknytning til indsamlingsformålet.

  2. Indsamlinger af brugte ting af ringe værdi.

  3. Indsamlinger, der udelukkende finder sted ved indendørs gudstjenester eller møder, og som forestås af vedkommende trossamfund eller mødearrangør.

  4. Indsamlinger foretaget blandt juridiske personer.

  5. Indsamlinger til støtte for politiske partier.

  6. Almennyttige lotterier.

Stk. 2. Uanset stk. 1, nr. 5, må indsamlinger til støtte for politiske partier ikke finde sted som hus- og gadeindsamlinger.