§ Lov om Danmarks Innovationsfond · kapitel 10 af 16
Kapitel 2 – Bestyrelse
LOV nr 306 af 29/03/2014
§ 6. Fonden ledes af en bestyrelse, som træffer alle beslutninger, herunder udmønter tilskud til udvikling af viden og teknologi, jf. kapitel 1.
§ 7. Bestyrelsen består af 1 formand og 8 medlemmer.
Stk. 2. Formanden og bestyrelsesmedlemmerne udpeges af uddannelses- og forskningsministeren i deres personlige egenskab efter afholdelse af åbent opslag.
§ 8. Et flertal af bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden, skal have erfaringer fra det private erhvervsliv. Samtidig skal et flertal af medlemmerne være enten anerkendte forskere eller forskningskyndige, som udøver forskningsaktivitet, jf. § 2, nr. 1 og 2, i lov om forskningsrådgivning m.v.
Stk. 2. Bestyrelsen skal sammensættes sådan, at den samlet repræsenterer erfaring med
-
teknologiudvikling og innovation i det private erhvervsliv, herunder i små og mellemstore virksomheder,
-
strategisk og udfordringsdrevet forskning, herunder offentlig-privat forsknings- og innovationssamarbejde,
-
anvendelse og kommercialisering af forskningsresultater,
-
innovations- og forskningsfinansiering, herunder tilførsel af kapital til virksomhedsudvikling, og
-
internationale aktiviteter om forskning, teknologiudvikling og innovation.
§ 9. Bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden, udpeges for en periode på indtil 3 år. Genudpegning er mulig, indtil et medlem har været udpeget i samlet 6 år, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Uddannelses- og forskningsministeren kan undtagelsesvis forlænge udpegningsperioderne for bestyrelsesmedlemmerne, herunder formanden, for en begrænset periode ud over de perioder, som er anført i stk. 1.
§ 10. Bestyrelsen kan i nærmere bestemt omfang delegere sin kompetence
-
til udvalg, jf. kapitel 3,
-
til sekretariatet, jf. kapitel 4, eller
-
til Uddannelses- og Forskningsministeriet eller en statslig myndighed under ministeriet.
Stk. 2. Bestyrelsen fastlægger de nærmere rammer for de delegerede beføjelser i en bemyndigelse, der offentliggøres på fondens hjemmeside.
§ 11. Bestyrelsen udarbejder en forretningsorden, udformer hvert tredje år fondens strategi med effektmål og afgiver en årlig beretning om fondens virke.
Stk. 2. Fondens forretningsorden, strategi og den årlige beretning, jf. stk. 1, skal offentliggøres på fondens hjemmeside efter orientering af uddannelses- og forskningsministeren.